I faglitteratur om analyse af eventyr omtales ofte forskellige fortælleregler, der er typiske for folkeeventyret.

En af de første, der i Danmark forskede i, hvilke særlige træk der kendetegner mange eventyr, myter, sagn og folkeviser var Axel Olrik (1864-1917).

Han var folkemindeforsker, docent i nordiske folkeminder ved Københavns Universitet. Han blev professor i 1913.

Nedenfor bringer jeg i uddrag hans pointer om det, han kalder:

Episke love i folkedigtningen

...Jeg betragter i det følgende de europæiske folkedigtninger som en enhed. Jeg tar mine eksempler snart fra nordiske, snart fra græske eller keltiske myter, fra heltedigtning, æventyr, viser og sagn. Det vil - så vidt jeg kan se - ikke gøre nogen som helst væsentlig forandring om jeg tar udgangspunkt i den ene eller den anden folkegruppe eller i en begrænset art digtning. I det højeste vil man kunne tale om en mere stram og en mere slap underordnelse under de samme love.

Jeg kalder disse overensstemmelser for love på grund af deres almengyldighed indenfor et stort stof...Hvad der først må slås fast, er blot det at med sådanne eller sådanne træk er folkedigtningerne i almindelighed bygget op.

1. Jeg tar udgangspunkt i sagnets overskuelighed.... På dets scene optræder få personer. Yderst få kræfter griber på én gang ind i et menneskes liv; og skal endelig flere kræfter virke til samme resultat, vil sagnet indføre dem som virkende en efter en...

2. Mest iøjnefaldende er de få personer. Sagnet vil nødig have mere end to handlende personer på sin scene. Hvis to har været i samtale og en tredje så optræder, skal en af de to gå over til stum person eller helt forsvinde...

3. Sagnet skematiserer sit stof, både personer og tildragelser; det gir kun de til handlingen nødvendige træk. Ensartede personer og ensartede optrin gøres med flid så ens som muligt. Hver morgen fører drengen med det gode sværd sine får ind på en ny løkke, møder en bjærgmand, fører næsten samme samtale med ham, og dræber ham på samme måde.

Skematiseringen går så vidt, at man lægger personerne ord i munden, der kun i hovedsituationen er rigtige, i den indledende situation urigtige: "Skøn jomfru, skyd en særk" - "Kong Lindorm, skyd en ham" (...kun i sidste tilfælde er udtrykket "skyde" anvendt med rette)...

4. Den næste fordring er sagnets anskuelighed, lad os sige sagnets plastik. Hvert optrin skal danne et tydeligt billede for fantasien: Hver person i en handling eller tilstand, hvis ydre form og indre stræben svarer til hinanden, og som skiller sig tilstrækkelig ud fra hverdagslivet til ikke at tabe sig i det...

5. Sagnet indfører ikke gærne andre motiver end dem der får indflydelse på handlingen; og det lader deres omfang og vægtighed stå i forhold til deres forskellige grad af betydning for dét mål som handlingen går henimod.

Denne sagnets logik bevæger sig i et noget andet plan end den ydre sandsynligheds.... Sagnets begreb om årsag og virkning er et andet end vor tids. Her følges "det overnaturliges egne naturlove" (S. Grundtvig)... [min anmærkning: Altså: Alt kan ske i et eventyr, også selv om det bryder naturens love og al anden logik].

6. Sagnets handling samler sig om en enkelt begivenhed; det medtar hvad der fører frem mod den, det udelader hvad der ikke vedkommer den...

7. Den simpleste og i sagnverdenen almindeligste form for sammenhæng er den umiddelbare episke handlingsenhed. Hvert træk virker til at fremkalde en begivenhed, hvis mulighed tilhøreren allerede fra første færd aner...

8. Handlingen bevæger sig stadig frem til det - i årsagskæde og i tid - nærmeste punkt. Sagnet bryder ikke af for at vende tilbage til noget forud sket; og det flytter ikke skuepladsen, uden at handlingens gang fremtvinger en sådan flytning...Dette er "handlingens ligeløb"...

9. Person-enheden er ikke mindre væsentlig. Sagnet grupperer sig altid om en hovedperson; det medtar hvad der vedkommer ham, det forbigår alt andet... Dette er sagnets "midtpunkt-lov"...

10. To hovedpersoner kan forekomme. Eller snarere: en person kan nærme sig til den egentlige hovedperson i interesse. Især fordeler interessen sig nogenlunde ligelig mellem en mandlig og en kvindelig hovedperson.

Manden er i så tilfælde digtningens formelle hovedperson; sagnet tar udgangspunkt i hans skæbne. Kvinden når dog ofte over ham i åndelig dygtighed og i ævne til at fange tilhørernes interesse...

11. Når sagnet lader to personer optræde på én gang fremhæves de som modsætninger i karakter, og bringes ofte også i handlingsmodsætning til hinanden. "Der gik to jomfruer bolde over de grønneste volde, den ene var ved så frit et mod, den anden var så sorrigfuld"; ...

"Rige Per kræmmer og fattig Povl smed"...

Meget almindelige modsætninger er mellem en god og en ond, en fattig og en rig (undertiden: en køn og en grim), en stor og en lille, en dum og en klog, en stor og stærk stilles overfor en lille og svag, der tillige er snedig...

12. I kraft af modsætningsloven stilles der overfor sagnets hovedperson en eller flere bipersoner med ganske modsat karakter...

13. Når to personer optræder som fælles om en handling, er de herved betegnede som svagere end en enkelt. Dette kaldes den episke "tvillingelov", idet man ved "tvillinger" ikke blot tænker på dem der virkelig er født sammen, men overhovedet på søskende eller samlevende der optræder med samme egenskaber og i samme rolle...

14. "Tretals-loven" og "Gentagelsesloven". Sagnet har forkærlighed for tallet tre: tre personer, tre ting, tre efter hinanden følgende optrin af samme art osv...

3 er i almindelighed det højeste tal, hvis enkelte dele sagnet kan gøre rede for. 5 og 7 betyder "mange", især af en sælsom eller magisk art. 12 bruges om en sammenhængende flok af følgesvende; 9 spiller en mytisk-religiøs rolle, men er ikke af så stor episk betydning...

Tretallet i folkedigtningen udtrykker især at noget er stort (vanskeligt at overkomme, farligt).. .Når noget skal fremtræde som et væsentligt moment i æventyret, vil det som oftest være udstyret med en række af gentagelser.

Trerækken kan antyde en gradvis overvindelse af vanskeligheder, eller en stadig voksende vanskelighed, kort sagt en stigende række: første gang når helten halvt op ad glasbjærget, anden gang til randen, tredje gang helt op - og tar guldæblet og prinsessens hånd... Men rækken kan også være ganske jævn: første, anden og tredje bror prøver deres lykke i verden...

Når folkedigtningen har sådan en forkærlighed for gentagelsen, synes det navnlig at have sin årsag i at den mangler midler til at udmale den enkelte situation tilstrækkelig fyldig; kun gennem gentagelsen når den til at give en forestilling om hvor væsentligt et moment det pågældende er.... Og endelig er tretalskompositionen ikke blot af rent æstetisk, men også af ganske praktisk betydning: herved kan den folkelige fortæller holde rede på sit stof. Tretalsloven er et hovedprincip i den æventyrlige fortællings arkitektur.

15. Når flere stilles efter hinanden, ligger der eftertryk på den sidste i rækken: den yngste af tre brødre, det sidste af tre forsøg; "hver af dem har sønner tolv, den yngste hun har tretten", "den ene græd tårer, den anden græd blod, den tredje græd sin moder af den sorteste jord". Det kaldes "bagvægt"...

16. På første plads sættes den fornemste eller anseligste. Den regel om "forvægt" er ikke nogen særlig episk lov, den gælder al redegørelse: den mægtige gud, den herskende høvding, den ældste broder...

17. I sagnets begyndelse går man fra det enkelte til det mangfoldige, og fra det hvilende til det stærkt bevægede. ("Indledningsloven"). ...

For alle arter af folkeminder gælder denne gradvise overgang: fra forestilling af personerne til ganske jævn og daglig handling og derfra til en mere spændt, endende i pludseligt stød...

18. Fortællingen standser efter en afgørende begivenhed, men nødig altfor pludselig. Det må ikke give et ryk i tilhørerne; stemningen skal have tid til at lægge sig til ro og gradvis svinde bort fra hovedoptrinnet.

For at fyldestgøre denne "hvilelov" tilsættes en særlig slutning, f.eks.:

1) Hovedpersonens senere skæbne, især således at man følger ham over i en varig og dvælende tilstand;...

2) Bipersonernes senere skæbne især i forhold til den digteriske retfærdighed: "Dronningen blev lagt på stejle og hjul, kongen og kejseren de drak jul"...

3) Synlige minder om begivenheden, herunder også spøgeri af de i sagnet optalte personer...

4) Udtalelser om de nærmestes sorg.... "Den anden dags morgen, da dagen gjordes ljus, da var der tre lig i hr. Olufs hus...

Uddragene fra denne artikel af Axel Olrik med titlen "Episke love i folkedigtningen" findes i Danske studier, af Marius Kristensen og Axel Olrik, Det schubotheske Forlag, Kbh., 1908 s. 69-89. Mine fremhævninger.