Las os først definere, hvad der egentlig kendetegner genren eventyr.

Hvis vi bevæger os igennem genreplanerne, kan vi illustrere det således:

Fiktion --> (Fiktions)prosa --> Epik --> Eventyr --> Folkeeventyr/Bogeventyr/Kunsteventyr

Her følger en forklaring på, hvorfor et eventyr både kan kaldes fiktion, prosa og epik:

Fiktion er en overgenre, der betegner alle typer af opdigtede tekster, både mundtlige, skriftlige, visuelle (f kunstmalerier), audiovisuelle (fx spillefilm) og multimodale (fx computerspil, der blander forskellige 'modaliteter', fx billeder, tale, skrift, lyd, skrift og måske musik). Eventyr er opdigtede, ergo er et eventyr en fiktionstekst.

(Fiktions)prosa (de fleste bruger bare betegnelsen 'prosa') er opdigtede tekster formuleret i almindelige sætninger om begivenheder, som ikke har fundet sted, men som digteren frit opfinder. Eventyr er skrevet på prosa, ergo er eventyr også en prosatekst.

Den måde prosa rent sprogligt er formuleret på er karakteristisk ved sin almindelige sætningsopbygning, hvorimod genren lyrik (digte) ofte afviger fra normalsprogets måde at strukturere sætninger på, fordi sætninger i digte ofte er brudt op i mindre dele eller formuleret på en måde, som bryder med regler for dansk retsskrivning.

Epik (eller en episk tekst) betyder fortællende digtning, dvs. en opdigtet fortælling om et handlingsforløb, der foregår et eller andet sted og strækker sig over en vis tidsperiode. Eventyr har en handling, ergo er et eventyr også en episk tekst.

Genren eventyr

Ordet eventyr kommer af det latinske adventure, der betyder hændelse eller: hvad der kan ske.

Eventyret var oprindeligt en særlig genre inden for den mundtlige fortælletradition, der sandsynligvis har rødder så langt tilbage i tiden, som mennesket har haft et fælles sprog at fortælle til hinanden på.

Det mundtligt fortalte eventyr kaldes sædvanligvis et folkeeventyr. Andre mundtlige genrer var myten, sagnet og fablen.

Nogle mener, at eventyret oprindeligt stammer fra 'Østen', altså fra Indien og de arabiske regioner omkring Tyrkiet og Nord- og Nordøstafrika.

Der er fundet nedskrevne eventyrlignende fortællinger i Ægypten, der kan dateres til mindst 2000 år før vor tidsregning (i flg. Søren Christensen i kapitlet "Fra folkeeventyrets historie" i bogen Tornerose i eventyrskoven, 1976: 33).

De fleste europæiske eventyr er i større eller mindre grad inspireret af sådanne gamle historier fra Indien, Ægypten og Persien (det nuværende Iran). Det er dog ikke muligt præcist at opspore, hvornår eller hvor det enkelte eventyr er opstået, og således heller ikke, hvornår og hvordan det er kommet til Danmark.

Professor i folkloristik ved Københavns Universitet Laurits Bødker (1915-1982) skrev i forordet til sin eventyrsamling "Danske Folkeeventyr" fra 1960:

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, at eventyrene tilhører den ældste litteratur i Europa. De har været kendt af historieskriveren Herodot, der levede for ca. 2400 år siden; er blevet fortalt blandt de soldater, der hundrede år senere fulgte Alexander den Store på hans berømte togt til Indien; er blevet brugt af den blinde Homer, de græske tragedieforfattere og de romerske digtere, og spredt over hele Europa af de romerske legionærer, bl.a. til England, hvor de fik kontakt med den keltiske digtning, som kom til Danmark med vikinger og handelsfolk.

Laurits Bødker: Danske folkeeventyr, 1960: 5

Vores kendskab til de nordiske mundtlige folkeeventyrs form og indhold skyldes især:

• Den tyske teolog og filosof Johann Gottfried von Herder (1744-1803), der i 1770'erne, som en af de første i verden, talte for nødvendigheden af at indsamle mundtlige fortællinger for at dokumentere, få kendskab til og forstå den nationale folkekultur.
• De tyske brødre Jacob Grimm (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859), der som nogle af de første systematisk indsamlede mundtlige folkeeventyr (og folkeviser), nedskrev og i visse tilfælde genfortalte dem. Deres første eventyrsamling udkom i 1812. Den bestod i første omgang af 86 eventyr, men blev mere og mere omfangsrig, for i den 7. udgave (1857) at indeholde 210 eventyr. Nogle af de mest kendte er fx "Hans og Grethe", "Rødhætte", "Tornerose", "Mor Hulda", "Rumleskaft", "Askepot" og "Snehvide".
• Hans Christian Andersen (1805-1875), der er verdens mest berømte eventyrforfatter. Hans eventyr kategoriseres ofte som kunsteventyr, men utallige af hans historier er personlige genfortællinger/gendigtninger af folkeeventyr. Hans litterære indsats var afgørende for, at interessen for eventyr, herunder også folkeeventyret, voksede støt fra sidste halvdel af 1800-tallet og fremefter. H.C. Andersen udgav sin første eventyrsamling: Eventyr, fortalte for Børn i 1835. Den indeholdt bl.a. eventyrene "Fyrtøiet", "Lille Claus og store Claus" og "Prindsessen paa Ærten".
• De norske Asbjørnsen og Moe, dvs. Peter Christen Asbjørnsen (1813-1882) og Jørgen Moe (1812-1885), der samlede, genfortalte og selv forfattede en lang række norske eventyr. De udgav den første samling i 1841.
• Den danske Svend H. Grundtvig (1824-1883), der grundlagde folkemindevidenskaben i Danmark. Han var søn af præsten og salmedigteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Svend Grundtvig blev Danmarks svar på Tysklands Brødrene Grimm og Norges Asbjørnsen og Moe. Han udgav en eventyrsamling i tre bind: Gamle Danske Minder i Folkemunde i perioden 1854-61. I henholdsvis 1876, 1878 og 1884 udgav han første, andet og tredje bind af Danske Folkeæventyr.
• Evald Tang Kristensen (1843-1929), uddannet skolelærer og fra 1888 statslønnet folkemindesamler, som indsamlede mange folkeeventyr og -viser fra de omkring 6500 meddelere, han havde kontakt med rundt omkring i det danske land. Over tusind af folkeeventyrene sendte han til Svend Grundtvig, hvis genfortællinger i første og andet bind af Danske Folkeæventyr er kraftigt inspireret af Tang Kristensens eventyrafskrifter. Evald Tang Kristensen udgav selv en lang række folkevise- og folkeeventyrsamlinger. Fx ottebinds-værket: Danske Sagn som de har lydt i Folkemunde udelukkende efter Utrykte Kilder, (1892-1901).
• Professor i nordiske folkeminder Axel Olrik (1864-1917), der forskede i danske 'heltedigte', dvs. sagn, folkeviser og folkeeventyr. Han udgav fx Episke Love i Folkedigtningen i 1908, der bl.a. handler om særlige fortælleregler (episke love) i folkeeventyr.

Der skelnes almindeligvis mellem to eventyrgenrer, nemlig folkeeventyret og kunsteventyret:

• at det er en mundtlig fortælling, som bl.a. blev fortalt af omrejsende historiefortællere, og som udviklede sig og forandrede sig, når den blev fortalt og genfortalt fra mund til mund.
• at oprindelsesåret er ukendt. Ingen ved, hvornår eventyret blev fortalt første gang.
• at forfatteren er ukendt. Ingen ved, hvem der fandt på fortællingen første gang.
• at det oprindelige eventyr er ukendt. Ingen ved, hvordan det lød første gang, det blev fortalt. Det findes ofte i mange forskellige varianter, men den originale udgave eksisterer sandsynligvis ikke længere.
• dets specielle fortælleregler (herunder dets formelsprog). En helt jordnær forklaring på, at særlige regler og formler blev fulgt var sandsynligvis, at de fungerede som eventyrfortællerens huskeseddel, en slags skabelon eller disposition for eventyrets opbygning og indhold. Fortællingerne var ikke skrevet ned; de blev sædvanligvis fortalt af personer, der hverken kunne læse eller skrive. Fortællereglerne hjalp fortælleren til fx at huske:
  • at eventyret skulle indledes og afsluttes på en nogenlunde bestemt måde, fx med indledningsformlen Der var engang og afslutningsformlen Og de levede lykkeligt til deres dages ende. (Afhængigt af fortællerens humør og fantasi kunne indledningens og afslutningens ordlyd varieres)
  • at der skulle være en helt og en skurk (så skulle han blot huske eller finde på, hvem helten og skurken i den konkrete historie skulle være)
  • at helten skulle igennem tre prøver eller at noget andet skulle ske tre gange, (så han skulle bare huske, hvad det var der skete den ene gang, og så, hvis hukommelsen var lidt rusten, selv digte 2. og 3. gang lidt sværere eller lidt mere fantastisk) osv.

• at sproget er kollektivt, dvs. at fortællingens sprog er det sammensatte resultat, der er kommet ud af at have været fortalt og bearbejdet af mange forskellige fortællere, et kollektiv (en gruppe) af fortællere gennem tiden.
• at sproget er relativt enkelt, dvs. i hovedsagen talesprogsagtigt uden nævneværdig brug af troper (billedsprog) eller andre svære og flertydige sproglige vendinger, fordi eventyret skulle kunne forstås af jævne, ikke-uddannede mennesker. (De, der lyttede til fortælleren, var stort set alle sammen analfabeter). Når historien viderefortaltes, blev det sandsynligvis gjort i det jævne sprog genfortælleren selv og hans tilhørere var fortrolige med og kunne forstå).

Folkeeventyr som bogeventyr

Det er vigtigt at være opmærksom på, at betegnelsen folkeeventyr (i betydningen anonyme mundtligt overleverede eventyrlige fortællinger af ukendt oprindelse) ikke er særlig relevant, når det drejer sig om de genfortællinger, vi kender i dag, og som vi eventuelt analyserer i dansktimerne eller i andre sammenhænge. For langt de fleste af de eventyr, der (især fra begyndelsen af 1800-tallet og fremefter) er udgivet i forskellige eventyrsamlinger var og er kendetegnet ved:

• at være skriftlige (altså ikke mundtlige)
• at være fortalt af en navngiven person og nedskrevet af en anden navngiven person (altså ikke anonyme)
• at være genfortalt på en måde og i et sprog, som er tilpasset bestemte modtageres normer og forventninger i en bestemt tidsperiode. (De kendte eventyrsamlinger fra fx brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe, Svend Grundtvig og H.C. Andersen henvendte sig især til samfundets 'dannede' klasser, ofte med disse privilegerede samfundslags børn og unge som målgruppe)
• at være genfortalt i genfortællerens ofte meget personlige sprog, som mere eller mindre tydeligt afspejler hans personlige forestilling om, hvordan folkeeventyret oprindeligt var blevet fortalt, eller hvordan et vellykket folkeeventyr burde fortælles.

Genfortællerens skriftlige version af folkeeventyret er altså ofte både resultatet af at ville genfortælle på en måde, som er interessant og acceptabel for en bestemt tids læsere og af at ville sætte sit eget personlige 'fingeraftryk' på historien. I denne genfortællings-proces har det oprindelige mundtlige folkeeventyr således både fået hakket en hæl og en tå, og måske er skoen blevet skiftet ud med en større for at passe til tidens og genfortællerens egne krav. I de fleste tilfælde må den skriftlige genfortælling derfor snarere siges at være en subjektiv omskrivning eller gendigtning af det mundtligt fortalte folkeeventyr end en objektiv genfortælling.

Når udtrykket folkeeventyr i det følgende vil blive anvendt, vil det derfor være i betydningen:

• en navngiven genfortællers subjektive skriftlige genfortælling af:
  • enten et folkeeventyr, han har fået fortalt af en navngiven mundtlig kilde
  • eller et skriftligt genfortalt folkeeventyr, han har læst i en anden navngiven persons udgivelse.

En fællesbetegnelse for den slags eventyr er også bogeventyr.

• at det er en skriftlig fortælling.
• at oprindelsesåret er kendt. Det skrevne kunsteventyr er dateret til det år, det er udgivet.
• at forfatteren er kendt. Navnet på forfatteren fremgår af udgivelsen.
• at det ofte afslører forbindelse til folkeeventyret, fordi dets opbygning og indhold er præget af de samme fortælleregler. Dog er det samtidig et kendetegn ved mange kunsteventyr, at de i større eller mindre grad bryder med de traditionelle fortælleregler, bl.a. hvad angår indledning og afslutning. Vi kan læse mange kunsteventyr, der ikke indledes med "Der var engang...", og som ikke har en lykkelig slutning, men enten en åben og tvetydig eller en lukket sørgelig slutning (læs om forskellige indlednings- og slutningsformer).
• at sproget er individuelt og personligt, dvs. at det kan genkendes som værende udført af en bestemt forfatter, hvis kendetegn er en særlig personlig 'tone', en særlig sproglig stil.
• at sproget er relativt nuanceret, dvs. at der anvendes en blanding af tale- og skriftsprog, og at skriftsproget afviger fra almindelig sprogbrug ved, at der i højere grad anvendes et udvidet ordforråd, flertydig sproglighed, herunder ironi, allegori og symbolik mv.

NOTABENE! Mange kunsteventyr kan faktisk betegnes som en slags folkeeventyr, fordi de enten er en forfatters meget personlige genfortælling af folkeeventyr eller må siges at være domineret af genkendelige folkeeventyrlige genretræk, fx dets karakteristiske fortælleregler og formelsprog, dets typiske kongelige persongalleri og trylleeventyrenes magi. Disse kan vi kalde klassiske kunsteventyr, i modsætning til moderne kunsteventyr, der kan beskrives som eventyr, der i vidt omfang bryder med eller eksperimenterer med folkeeventyrets fortælleregler, og som stilmæssigt tilpasser sig det 20. århundredes forskellige moderne litterære tendenser, både hvad komposition, sprog og tematik angår.

Sammenfattende kan vi sige, at følgende træk er typiske for både folkeeventyret i form af bogeventyr og mange kunsteventyr:

• Eventyrets oprindelse er kendt. Enten er det et eventyr genfortælleren har genfortalt efter at have fået det fortalt af mundtlige kilder på et kendt tidspunkt, eller også er det en ny genfortælling af tidligere skriftlig genfortælling, hvis udgivelsesår er kendt.
• Eventyrets forfatter/genfortæller er kendt. Enten er det en forfatters/genfortællers subjektive genfortælling af et oprindeligt folkeeventyr, han har fået mundtligt overleveret fra en navngiven kilde eller læst i en anden navngiven genfortællers eventyrsamling, eller også er det en forfatter, der har skrevet et helt nyt eventyr, som er mere eller mindre åbenlyst inspireret af tidligere mundtligt eller skriftligt genfortalte eventyr.
• Tids- og stedsangivelser er flydende. Eventyret kan være foregået hvor som helst og når som helst.
• Eventyrets persongalleri består oftere af stiliserede typer end af nuanceret beskrevne individer. Dette gælder i højere grad for folkeeventyrene og de klassiske kunsteventyr end for de moderne kunsteventyr.
• Eventyret er ofte bygget op efter bestemte fortælleregler. Der sker dog flere og flere brud på disse regler, efterhånden som kunsteventyret vinder frem fra midten af 1800-tallet og især i 1900-tallets moderne eventyr.
• Eventyret er som regel kronologisk opbygget, dvs. støt fremadskridende i tid uden tilbageblik til tidligere hændelser.
• Eventyret har sædvanligvis en enstrenget handling, dvs. én hovedhandling med en bestemt hovedperson i fokus hele tiden.
• Eventyret opererer ofte uden for de almindelige naturlove i den forstand, at 'alt kan ske', 'alt er muligt'. Derfor oplever vi i rigt mål både feer, engle, trolde, alfer, nisser, kæmper og andre mærkelige og overnaturlige væsener, der kan trylle, udføre magiske handlinger eller på anden vis løse uløselige opgaver, fordi de besidder overmenneskelige evner eller har adgang til magiske hjælpemidler
• Eventyret er fantastisk. I modsætning til mange romaner og noveller, der beskriver realistiske handlingsforløb i den forstand, at det fortalte faktisk godt kunne forestilles at være foregået i virkeligheden, så er eventyret pr. definition urealistisk med dets magi og sære, uladsiggørlige hændelser.

Som præsten, historiefortælleren og tænkeren Johannes Møllehave forklarer i et essay med titlen "Om gæstevenskab":

(...) når eventyret begynder med de ord: Der var engang - så følger der gerne en fortælling om noget, der aldrig har været.

Det var en hemmelig aftale mellem den arabiske eventyrfortæller og hans tilhører, at "Der var engang" betød: Nu kommer der en løgnehistorie.

På alle europæiske sprog har vi overtaget denne formel. På arabisk hedder den ka-ma-kan - og på arabisk betyder den der-var-engang-eller-også-er-det-løgn.

Det vil sige, at vendingen er et signal om, at nu kommer der noget opdigtet".

Det er næsten magisk i sig selv at tænke på, at eventyrets magi aldrig kan være sket - og så sker det alligevel. Lige for øjnene af os. Som fx i dette uddrag af H.C. Andersens 'Rosen-Alfen' fra 1842:

Midt i en Have voxede der et Rosentræ, der var ganske fuldt af Roser, og i en af disse, den smukkeste af dem alle, boede en Alf; han var saa lille bitte, at intet menneskeligt Øie kunde see ham; bag hvert Blad i Rosen havde han et Sovekammer; han var saa velskabt og deilig som noget Barn kunde være og havde Vinger fra Skuldrene lige ned til Fødderne. O, hvor der var en Duft i hans Værelser, og hvor Væggene vare klare og smukke! de vare jo de blegrøde fine Rosenblade.

Dette essay findes i Myrens fortællinger, Ingrid Wraa og Niels Dalager (red.), Forlaget Myren, 1987.

Eventyret kan dels opfattes som en genre, der har haft en bestemt betydning for mennesker i bestemte historiske perioder og dels som en genre, der har en almengyldig betydning for mennesker til alle tider.

For nogle kan de gamle eventyr virke fremmedartede og ude af trit med tiden, fordi de fleste eventyrs personer, den måde personerne handler på, eventyrets konkrete begivenhedsforløb og eventyrets sprog tydeligvis hører en forgangen tid til.

Ikke desto mindre kan det være interessant nok at beskæftige sig med analyse af eventyr, hvis følgende forhold medtænkes:

I. Eventyret kan opfattes som et historisk dokument om forgangne tiders mentalitet, moral og samfundsorden. Når du læser et eventyr, kan du måske bære over med dets gammeldags præg, hvis du forsøger at indleve dig i, hvilken værdi eventyret kan tænkes at have haft for mennesker for hundreder af år siden:

Ud over at være et tiltrængt uforpligtende underholdsmoment i en barsk tilværelse var folkeeventyrenes funktion i nogle tilfælde sikkert også at sætte ord på almuens kritiske oplevelse af og holdning til livet, til den kristne tro og magthaverne. Magthaverne i Europa var fra middelalderen først og fremmest den gejstlige magt (kirken) og den verdslige magt (adelen, altså kongen, fyrsterne, herremændene, mv.) og senere også i en vis udstrækning den 'lærde' stand. Almuen, dvs. fæstebønderne, daglejere og andre fattigfolk i bondesamfundet, var de fleste, men dem der havde mindst, både hvad indflydelse og materielle goder angik.

I ly af at eventyret jo 'bare' var en historie, kunne mange 'sandheder' siges om magthaverne. Sandheder som ellers ville koste livet, hvis de blev sagt højt.

Måske kan nogle af eventyrene også opfattes som en slags lykkehistorier 'for folket', der for en kort stund indfriede nogles drømme om et anderledes liv. Især i de historier, hvor det var muligt at identificere sig med helten. Fx når helten eller heltinden ved sine egenskaber og gerninger viste, at det var muligt for selv den fattigste at forandre sin livssituation. Set i det lys kunne og kan eventyr opfattes som en tekst, der formidler det budskab, at frigørelse var og er mulig:

Og karlen og hans kæreste går ind på slottet, som nu er deres, og de holder bryllup; og alle kongerne der omkring, som stod i gæld til trolden; men som nu slap ud af den, de er med til brylluppet, og de hylder ham som deres kejser, og han regerer over dem allesammen og holder god fred imellem dem og lever på sit slot med sin dejlige kejserinde i herlighed og glæde. Og dersom de ikke siden er døde, så lever de der endnu.

(Slutningen af folkeeventyret "Troldens datter" i Svend Grundtvig: Danske Folkeæventyr, bd. 1, 1876).

II. Folkeeventyret og senere kunsteventyret har haft en belærende og opdragende funktion. Det traditionelle eventyr signalerer nemlig et direkte eller indirekte budskab om, hvilke livsværdier eller moralske egenskaber, der var vigtige at besidde. Vurderer vi eventyrets funktion fra en sådan synsvinkel, bliver det pludselig et redskab i hænderne på magthaverne, fordi det jo var dem, der havde interesse i, at almuens voksne og børn opførte sig ordentligt og levede et 'dadelfrit' liv.

Eventyrene genopfrisker for den voksne eller barnet, at det er de 'indre' værdier, som trofasthed, flittighed, mod, godhed og kærlighed, der bør værdsættes - frem for de "ydre" materielle værdier, som rigdom i penge, guld, magt, social position og ejendom. (Se om dyder i afsnit om personkarakteristik).

Mange af de nedskrevne (og ofte omskrevne) folkeeventyr og især kunsteventyrene blev rigtig populære i de bedre kredse i Danmark i Romantikken (1800-tallet).

Selv om folkeeventyret må regnes for ofte meget ligefremme, krasse og af og til frække voksenfortællinger, bevæger eventyrgenren sig fra først i 1800-tallet sig mere og mere i retning af at blive opfattet og anvendt som underholdende og opdragende børnelitteratur. I hvert fald af de særlig privilegerede* samfundslag.

Eventyrene blev belærende og opbyggelige. De 'underviste' børnene i, hvad passende opførsel og god moral var. Eventyroplæsningen var både et led i opdragelsen af børnene og en huskeseddel til de voksne om, hvori den rette opdragelse egentlig burde bestå. Det fremgår fx tydeligt af slutningen i H.C. Andersens eventyr "Flipperne" (1848), (som i denne gengivelse rent sprogligt er nutids-tilpasset en anelse):

... Og det blev de, alle Kludene blev hvidt Papir, men Flipperne blev netop til dette Stykke hvide Papir vi her se, hvorpå Historien er trykt, og det var fordi at de pralede så frygteligt bagefter af hvad der aldrig havde været, og det skal vi tænke på, at vi ikke bære os ligesådan ad, for vi kunne såmænd aldrig vide, om vi ikke også engang kommer i Klude-Kassen og bliver gjort til hvidt Papir og får vor hele Historie trykt forpå, selv den allerhemmeligste og må så selv løbe om og fortælle den, ligesom Flipperne.

Her får barnet fortalt, at det kan få forfærdelige konsekvenser, hvis man praler og lyver.

(Læs fx H.C. Andersens eventyr "Pigen som traadte paa Brødet" om den uartige Inger, der drukner i mosen og bliver sendt til helvede).

III. Men ud over at være en teksttype, der hører historien til, kan eventyret også opfattes som en genre, der indeholder budskaber og materiale til eftertænksomhed for alle mennesker - til alle tider. Eventyret kan nemlig opfattes som en fortælling om almengyldige, eksistentielle forhold, dvs. forhold, som mange mennesker gennem tiderne har kunnet og kan genkende som problemfelter, der handler om væsentlige sider af deres egen menneskelige tilværelse:

Den danske psykolog Eigil Nyborg skriver fx:

Folkeeventyrene er folkets drømme og i denne henseende beslægtet med myterne. I tidens løb forsvandt alle lokale og personlige reminiscenser fra folkeeventyrene. Det almengyldige, det rent typiske blev tilbage. De primære eventyrs livsduelighed beror overhovedet på deres arketypiske indhold. Folkeeventyrene er symbolernes verden. Deres konger og dronninger, prinser og prinsesser, talende dyr, hekse og trolde, kæmper og dværge er sindbilledlige udtryk for almene grundforestillinger om forskellige aspekter af menneskeligt væsen og dets problemer af sjælelig art.

Fra indledningen til hans bog Den indre linie i H.C. Andersens eventyr - et psykologisk studie, 1962.

Eventyret er en genre, der har kunnet bevare sin fascinationskraft i flere tusind år. Lykke-Olesen nævner i fire grunde til, at eventyrgenren altid har fascineret og i vidt omfang stadig gør det:

For det første det magiskes logik, den forestilling, at de sædvanlige natur- og samfundslove bliver sat ud af kraft, imens dagdrømmene kommer til magten. For det andet barndomslandets nostalgi, den forestilling, at vi for en kort stund kan føle os hensat til en tilværelse uden ansvarlighedens åg, hvor andre skærmer os mod mulige farer. For det tredje den varme kommunikationssituation, den sikre og trygge forventning om at skulle høre en god historie fortalt af en, man har tillid til. Og for det fjerde 'de gode, gamle dage', hvor møllen maler og bonden pløjer og solen skinner, kort sagt: hvor alting er gennemskueligt.

(Peter Lykke-Olsen og Ole Pedersen: Folkeeventyr. Fascination og pædagogik, 1982: 57).

Eventyret er altså på ingen måde en uddød art. Det har endda vist sin levedygtighed ved rent faktisk at udvikle sig.

I løbet af 1900-tallet har mange danske (og udenlandske) forfattere nemlig skrevet fortællinger, der på den ene side umiskendeligt er inspireret af, har reference til eller genretræk tilfælles med folkeeventyret, og på den anden side er de en slags moderne kunsteventyr*, hvor forfattere på forskellig vis har arbejdet kreativt, dvs. nyskabende med at udvikle genren.

Et særkende ved eventyrgenrens mest dominerende undergenre, trylleeventyret, er dets magiske og overnaturlige hændelser. Sådanne fantastiske elementer har eventyret imidlertid ikke patent på. Eller sagt på en anden måde: Der er også en række andre litterære genrer, der indeholder 'trylleeventyrlige' kendetegn, dvs. fantastiske, urealistiske, magiske, overnaturlige osv., træk.

Udover myten, visse sagntyper og fablen kan i netop denne forbindelse nævnes følgende genrer:

Gotisk litteratur. Fortællinger, der ofte foregår i middelalderlige miljøer som på klostre og slotte (fx Frankenstein fra 1897 af Mary Shelley og Dracula fra 1897 af Bram Stoker), og som yderligere er kendetegnet ved sin specielle atmosfære af galskab, overtro, vildskab, det makabre, rædselsvækkende og tungsindige (Henrik Rasmussen m.fl.: Gad Litteraturleksikon 2001: 131).

Nyere litteratur med gotiske træk kaldes nygotik. Dette er ikke ualmindeligt i modernistiske forfatteres værker. Gotisk litteratur er en betegnelse, der også dækker de fortællinger, der af og til benævnes 'skræk-litteratur', 'gyserhistorier' og/eller 'thrillere'.

Fantastisk litteratur. En litteratur, hvis dominerende kendetegn er en særlig blanding af realisme og fantastik på en sådan måde, at læseren efterlades i tvivl om, hvorvidt hændelserne har naturlige eller overnaturlige forklaringer.

Magisk realisme. Prosagenre, der udspringer af latinamerikansk litteratur, hvor realistiske skildringer blandes med magiske og overnaturlige fænomener. Det særlige er måske ikke selve denne blanding, men at beskrivelsen fremstiller magien som en del af virkeligheden og - ikke en kontrast til virkeligheden.

Fantasy-litteratur. Fortællinger, der især er kendetegnet ved, at handlingen foregår i en fantasiverden, hvor mytiske*, mystiske, magiske, overnaturlige og religiøse kræfter er på spil. Det er kendetegnende for fantasy-fortællingen, at den handler om et 'mærkværdiggjort' univers, dvs. et der afviger fra den kendte virkelighed, som man i princippet ikke kan forestille sig kunne have været eller kan blive til virkelighed engang (i modsætning til science fiction).

Fantasy er en genre, der især udvikler sig fra 1930'erne. Nogle af de allermest kendte fantasy-værker er 'Ringenes Herre', der består af fortællingerne Eventyret om ringen, De to tårne og Kongen vender tilbage (1954) af J.R.R. Tolkien (John Ronald Reuel Tolkien, 1892-1973) og bøgerne om Harry Potter (1998-) af Joanne K. Rowling (f. 1965).

Indenfor fantasy-genren tales bl.a. om undergenrerne:

• Dark fantasy, der indeholder væsentlige elementer af skræk og gys og derfor også kaldes skræk-fantasy, (fx visse romaner af de danske forfattere Dennis Jürgensen og Jacob Hedegaard Pedersen).
• High fantasy, der er den dominerende genre indenfor fantasy. High-fantasy er den klassiske fantasy-fortælling om kampen mellem det gode og det onde i en fantasi-verden. Kaldes også klassisk fantasy. Disse fortællinger minder meget om det traditionelle eventyr med dets forskellige prøver og dets lykkelige slutning, hvor helten har 'fundet sig selv' og er blevet et dannet og godt menneske.
• Heroic fantasy, der er fantasy-fortællinger, der bygger på gamle myter, fx hentet fra ægyptisk, græsk, romersk, keltisk* eller nordisk mytologi*.
• Light fantasy eller comic fantasy, som især er karakteriseret ved sin humoristiske tone. Derfor kaldes denne undergenre også på dansk for humoristisk fantasy.
• Historical fantasy, på dansk historisk fantasy, der er fantasy-fortællinger, hvis handling skal forestille at foregå i en bestemt tidligere historisk periode.
• Science fantasy, der er en blanding af science-fiction og fantasy, dvs. at historien ofte udspiller sig i en verden, hvor både højtudviklede videnskabelige og teknologiske fænomener og magi indgår som centrale elementer i handlingen. Det mest kendte eksempel på 'science fantasy' er Star Wars filmene (1976-2005) af George Lucas (f. 1944).

Science fiction. Fortællinger, der især er kendetegnet ved, at handlingen foregår i en fantasiverden, hvor naturvidenskabelige og teknologiske fænomener (fx tidsmaskiner, robotmonstre, dødbringende vira, osv.) spiller en afgørende rolle. Det er kendetegnende for science-fiction-fortællingen, at den handler om et 'mærkværdiggjort' univers, dvs. et der afviger fra den kendte virkelighed, men som man i princippet godt kan forestille sig kunne have været eller kan blive til virkelighed engang (i modsætning til fantasy). Ofte skal science fiction-fortællingen forestille at foregå i fremtiden, men den kan også henlægges til fortidige historiske perioder eller nutiden.

Der tales om to undergrupper af science fiction, nemlig:

• Hard science fiction, der har særligt fokus på det naturvidenskabelige og det teknologiske (de 'hårde' videnskaber)
• Soft science fiction, der i højere grad handler om filosofiske, psykologiske, politiske og sociologiske* (de 'bløde' videnskaber) konflikter i en fremtidsverden.

Af forskellige undergenrer, der ofte har science fiction-karakter kan nævnes:

• Utopisk science fiction, dvs. fortællinger der fremstiller et drømmebillede af et idealsamfund. Utopia er græsk og betyder noget i retning af 'det gode sted, der ikke findes'.
• Dystopisk science fiction, dvs. fortællinger, der fremstiller et skræmmebillede af et samfund, sådan som man kan frygte det vil gå, hvis den samfundsmæssige udvikling kører af sporet. Dystopia kan, i denne sammenhæng, oversættes til 'det dårlige sted, der ikke findes'.
• Alternate history, dvs. fortællinger der forandrer historiens gang i den forstand, at de handler om, hvad man kan forestille sig ville være sket, hvis den historiske udvikling var gået anderledes, end den rent faktisk gjorde, fx hvad der ville være sket, hvis Tyskland og dets allierede havde vundet 1. eller 2. Verdenskrig og lignende.
• Teknothriller, dvs. en gyser- eller skrækhistorie, hvor den igangsættende begivenhed er af naturvidenskabelig eller teknologisk karakter, fx at en ukendt og livstruende virus spredes af ukendte årsager.
• Cyberpunk er en særlig science fiction-genre, der udviklede sig i 1980'erne. Den er kendetegnet ved, at fortællingens hovedperson er en anti-autoritær hacker eller på anden måde oprørsk samfundsrebel (en punker!), der kæmper og løser konflikter i en fremtidsverden, hvor teknologien er så udviklet, at det bl.a. er muligt at forene teknologi med 'kød og blod', fx ved at indbygge teknologi i mennesker, for at forbedre (eller forværre!) deres evner i forskellige retninger (fx indbyggede våben, forbedrede reflekser eller sanser, en vis grad af usårlighed eller udødelighed osv.). En af de mest kendte og første cyberpunk-romaner er William Gibsons (f. 1948) Neuromantiker fra 1984.