Enhver fortælling handler om nogle særlige karakterer (mennesker, dyr, væsener), der konfronteres med og forholder sig til nogle særlige konfliktsituationer, der vedrører væsentlige sider af deres tilværelse.

Analysens tredje fase går således især ud på at finde ud af noget om fortællingens:

• personer og deres indbyrdes relationer
• de konfliktsituationer, personerne befinder sig i, herunder fortællingens centrale tematik
• fortællingens eventuelle budskab eller (livs)erfaringsformidling

Denne fase kalder vi her på siden for 'fortolkningen', selv om der faktisk indgår flere analyseelementer i den i den forstand, at vi fx beskriver, hvilke(t) fysisk miljø(er), handlingen foregår i, hvilke informationer om personer, man direkte får adgang til i teksten mv. Når vi alligevel vælger at bruge begrebet 'fortolkning', er det, fordi det i væsentlig udstrækning indgår i undersøgelsesfasen at fortolke, hvordan eventyret skal forstås 'mellem linjerne', dvs.:

• hvilken historisk tid handlingen måske kan fortolkes til at foregå
• hvordan det fysiske miljø, personer befinder sig eller lever i måske kan fortolkes til at signalere noget om personernes sociale status, deres personlige karaktertræk mv.
• hvordan personers adfærd og tale indirekte måske kan fortolkes til indirekte at fortælle noget om personernes egenskaber og deres indbyrdes relationer
• hvordan konkrete objekter, steder eller handlinger eller eventyret i sig selv måske kan fortolkes symbolsk
• hvilken central tematik og hvilket budskab eventyrets handling sammenfattende måske kan fortolkes til at handle om

PS: Der er mange, som bruger begrebet 'fortolkning' om selve den konkluderende fortolkning af en teksts idé (= tema) og budskab. Det er naturligvis helt i orden, hvis det også er sådan, I bruger begrebet hos jer. Og så kan I jo arbejde med undersøgelse af tid, miljø og personer (herunder personkarakteristik) i analyse-fasen.

Det fysiske miljø er det sted eller de steder, historiens vigtigste begivenheder skal forestille at foregå. Altså fx en beskrivelse af den by, historien foregår i, den gade eller det hus hovedpersonerne bor i, den stue de skændes i, den natur, de vandrer i eller lignende.

En beskrivelse af et fysisk miljø indeholder ofte en række 'tegn', der fortæller os noget om de mennesker, der befinder sig i miljøet. Hvis vi kan 'oversætte' disse tegns betydning, kan vi få en fornemmelse af personernes livssituation, af deres personlighed.

De ord, fortælleren anvender i beskrivelsen af det fysiske miljø, kan også fungere som en indirekte opbygning af en særlig stemning:

• Hvis han anvender mange negativt værdiladede ord, såkaldte minusord (fx tung, grimt, klamt, koldt, mørkt, faldefærdig, vaklende, fugtigt, ruin, støvet, indelukket osv.) sætter det læseren i en negativ, en tungsindig stemning.
• Hvis mange positivt værdiladede ord, såkaldte plusord (fx smuk, strålende, varme, farverig, frodig, lys, lækker, blomstrende, velduftende, glad, skøn osv.) indgår i beskrivelsen af det fysiske miljø, påvirker det læserens sindsstemning i et positiv retning.

Her er et par eksempler på, hvorledes værdiladningen i fysiske miljøskildringer anvendes som virkemiddel til at opbygge en særlig stemning.

Negativ stemning:

Nær ved Flekken Neuenkirch ligger der, midt i den dunkle Skov, en eensom Eng med en lille Sø; Stedet her er kun lidet besøgt, ja kun Faa kjende det. Den sorte Granskov rundt om har noget Melancholsk, noget, der vækker Gysen, i det den ligesom kaster et hemmelighedsfuldt Slør over dette Sted, hvor ingen Fugl qviddrer, ingen Solstraale ret finder Vei. Søen selv er uendelig dyb.... (fra H.C. Andersens "Det sjunkne Kloster. Efter Gottschalcks tydske Folkesagn", 1831).

Positiv stemning:

I den fornemste Gade laae en prægtig, gammeldags Gaard; hele Murværket var indæltet med Glasstumper, der i Sol- og Maaneskin straalede som om det var belagt med Diamanter; det var et Rigdommens Tegn og Rigdom var derinde. (Fra H.C. Andersens "Lykke-Peer", 1870).

Den fysiske miljøbeskrivelse er desuden et virkemiddel, der i visse tilfælde bruges til at varsle om mulige senere hændelser. Det er er nogle, der kalder forudgreb.

Et forudgreb kan vi også kalde et 'varsel', for det er et virkemiddel, der, ligesom underlægningsmusik i en film, enten truende varsler, at der måske er foruroligende hændelser forude, eller optimistisk forudgriber, at lykkelige hændelser er i vente. Konkret kan det ske ved, at fortælleren bruger fx vejrsituationen som varsel om en kommende ubehagelig hændelse, ved at beskrive, hvorledes et uvejr trækker op kort tid før selve begivenheden finder sted. Som i dette eksempel:

Da er det en aften, der rejser sig en forrygende storm med mørke og tåge; det suser og bruser om kongens gård, og med det samme bliver der banket hårdt på døren til salen, hvor den yngste prins er inde. Han går til døren; da står der en gammel kælling med et dejtrug på nakken, og siger til ham, at han skal straks følge med hende: Hans brødre havde lovet ham bort, imod at hun skulle frelse deres liv. - "Ja, har du frelst mine brødres liv, og har de lovet mig bort til dig, så vil jeg også følge med dig," siger kongesønnen. Så går de sammen ned til stranden. Han må sætte sig i dejtruget sammen med heksen, og hun sejler bort med ham over havet, eller over en bugt af havet, hjem til sin bolig.

Nu er kongesønnen da i heksens vold og i hendes tjeneste".

Fra folkeeventyret "Den hvide due" i Sven Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876.

Nogen kalder det også et forudgreb, når der også tale om, når fortælleren direkte formulerer, at noget dramatisk er i vente, eller at noget senere vil ske inden så længe. Andre vil kalde et sådant kortvarigt spring i fremtiden for flash forward (i modsætning til spring tilbage tiden, som jo kaldes flashback eller tilbageblik).

Sammenfattende kan man sige, at en beskrivelse af et fysisk miljø ofte er et virkemiddel, der har en eller flere af følgende tre funktioner:

• en indirekte beskrivelse af de mennesker, der befinder sig i det
• en indirekte opbygning af en særlig følelsesmæssig stemning
• en indirekte foregribelse af hændelser, der (måske) sker senere i forløbet

NOTABENE! Det fysiske miljø er sædvanligvis mere detaljeret beskrevet i den kunsteventyrlige fortælling end i folkeeventyret.

Vejledende spørgsmål i forbindelse med fysisk miljø

1. Hvilke fysiske miljøer befinder hovedpersonen sig i i løbet af eventyret?
2. Hvilke(t) af dem er det vigtigste, det primære miljø, fordi det er det miljø, personen er mest knyttet til, eller fordi det er det miljø, hvor der sker den hændelse, der får afgørende betydning for hovedpersonens udvikling, for hans eller hendes videre skæbne?
3. Beskriv dette/disse miljøer nærmere (jf. brugen af værdiladede ord til at beskrive selve miljøet og stemningen i det) - og overvej, hvad selve miljøet indirekte fortæller om de personer, der befinder sig i det.
4. Fortæller hovedpersonens skift fra et fysisk miljø til et andet i løbet af fortællingen indirekte noget om et eller andet, fx om hovedpersonens statusmæssige forandring (magtposition) og/eller personlige udvikling?
5. Sker der måske et skift fra et fysisk miljø til et andet for andre personer i eventyret? Hvis ja, så beskriv det nærmere.
6. På hvilken måde anvendes en fysisk miljøbeskrivelse eventuelt til at forudgribe/varsle
   om mulige kommende hændelser?

Historisk tid betegner den historiske tidsperiode, fortællingens begivenhedsforløb skal forestille at foregå i.

Det er et typisk kendetegn for selve genren eventyr, at fortællingens hændelser tidsmæssigt skal forestille at være foregået for lang tid siden. Selv om det ikke altid fremgår eksplicit (åbenlyst), så antyder indledningsformlen i det traditionelle eventyr 'Der var engang...' jo, at det fortalte er sket for længe siden. Eller som H.C. Andersen anskueliggør det i indledningen til eventyret "Pebersvendens Nathue" fra 1858 med ordene:

(...) men det er ogsaa saa langt tilbage i Tiden, at Oldefaders Oldefader, da han fortalte derom, ogsaa kaldte det: i gamle Dage; det er flere hundrede Aar siden.

Vi kan altså sige, at det traditionelle eventyrs handling er hensat til at være foregået for meget lang tid siden. Og dog: Tidligere citeredes Johannes Møllehaves argumentation for, at eventyret også er kendetegnet ved at være en genre, der åbenlyst erkender at være en 'løgnehistorie'. På den ene side påstås noget altså at være foregået for lang tid siden, og på den anden er det et indbygget genretræk, at det, der påstås, er løgn. Eller formuleret på en anden måde: Eventyret beretter om en handling, der aldrig er foregået for meget lang tid siden.

Denne selvmodsigelse undgås i mange eventyr ved, at tidsangivelsen er meget flydende. Der påstås slet ikke noget om, hvornår eller hvor lang tid siden det er, at det fortalte er sket. Det sker simpelthen bare.

Som fx når soldaten i eventyret "Fyrtøiet" (af H.C. Andersen, 1835) pludselig - som ud af den blå luft - marcherer lige ind i læserens nutid:

Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien: een, to! een, to!

Eller når folkeeventyret "Pigen og røverne" indledes med Der var engang en møller og en kone. De boede på en høj bakke ved en stor skov, og i den skov var der røvere, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvornår 'engang' var. Det er meget mere spændende, hvad de røvere, der befinder sig i skoven, kan finde på.

Den historiske tid er således ikke særlig vigtig i eventyrgenren folkeeventyr, fordi tiden flyder, og fordi handlingen i princippet kunne være foregået når som helst.

Anderledes vigtigt er det af og til at beskæftige sig med den historiske tid, når det gælder kunsteventyrene, fordi de (ligesom almindelige noveller) ofte handler om personer, der opdigtes at leve bestemte steder i bestemte tidsperioder. Personernes måde at se ud på, at tænke og handle på er et produkt af netop den tid, de er en del af. Så skal vi kunne forstå og fortolke, hvorfor de er, som de er, og hvorfor de gør, som de gør, og så er vi nødt til lige at gøre et kort ophold her og undersøge, hvilken historisk tidsperiode kunsteventyrets handling skal forestille at være foregået i.

I eventyret "Psychen" (1861) af H.C. Andersen kan vi regne ud, at vi skal forestille os, at vi befinder os lige omkring år 1500, fordi de to kunstnere, der omtales, netop levede på det tidspunkt:

I Dagningen, i den røde Luft, skinner en stor Stjerne, Morgenens klareste Stjerne; dens Straale zittrer mod den hvide Væg, som om den vilde der nedskrive, hvad den veed at fortælle, hvad den i Aartusinder saae her og der paa vor omdreiende Jord.

Hør een af dens Historier.

Nu nyligt, dens nyligt er os Mennesker for Aarhundreder siden, fulgte mine Straaler en ung Kunstner; det var i Pavestaten, i Verdensbyen Rom ... Keiserborgen var, som endnu i Dag, Ruiner; Figentræet og Laurbærtræet voxte mellem de omstyrtede Marmorsøiler og hen over de ødelagte, med Guld i Væggen prangende Badekamre; Colossæum var en Ruin; Kirkeklokkerne ringede, Røgelsen duftede, Processioner gik med Lys og straalende Baldachiner gjennem Gaderne. Der var kirkehelligt, og Kunsten var høi og hellig. I Rom levede Verdens største Maler Raphael [1483-1520, min anm]; her levede Tidsalderens første Billedhugger Michel Angelo [1474-1564, min anm]; selv Paven hyldede de To, beærede dem med Besøg; Kunsten var erkjendt, hædret og lønnet. Men ikke alt Stort og Dygtigt er derfor seet og kjendt.

I en lille, snever Gade stod et gammelt Huus, det havde engang været et Tempel; her boede en ung Kunstner (...)

Når du skal vurdere, om der er særlige tidstypiske træk, der peger i retning af en bestemt tidsperiode, kan du kigge efter såkaldte tidsmarkører, fx:

• særlige ord eller vendinger, der hører en særlig tid til.
• autentiske (= virkelige) personer eller begivenheder, der optræder i teksten.
• kulturelle eller religiøse normer, samfundets indretning og hierarkiske struktur
• tøjstil, boligens udseende og indretning, transportmidler, priser på varer og lignende, der antyder, at historien foregår i en særlig, mere eller mindre præcist afgrænset, historisk periode.

Når tidsmarkørerne er få og/eller upræcise (hvilket altså er typisk for de fleste traditionelle folkeeventyr), giver det fortællingen et præg af tidløshed. Pointen i dette er ofte,

• at det ikke er selve tiden, men det, der foregår i den, der er vigtig
• at de grundlæggende konflikter, fortællingen handler om, i princippet kan foregå når som helst - måske endda i den nutid, læseren er en del af.

Vejledende spørgsmål i forbindelse med historisk tid

1. Hvilken særlig historisk tidsperiode tror du, fortællingen skal forestille at foregå i? (I mange tilfælde er det ikke så relevant at undersøge svar på det spørgsmål, fordi mange eventyrs handlinger netop foregår i tids-ubestemte perioder. De skal ikke forestille at foregå i en bestemt historisk periode, de foregår bare 'engang' eller 'for mange års siden')
2. Hvilke tidsmarkører (særlige begivenheder, personer, kultur, mode, normer mv.) signalerer, at fortællingen foregår i en tidligere historisk periode (hvis der altså overhovedet er nogle tidstypiske træk i eventyret)?
3. Hvilken betydning har din historiske viden om den måde, folk levede på og opfattede tilværelsen på i den historiske periode, handlingen måske skal forestille at foregå? Eller spurgt på en anden måde: Er det lige meget, om du læser eventyret med 'historiske briller' på, dvs. ud fra en forhåndsforståelse om, at det fortalte er sket for mange år siden, eller om du læser med 'nutidsbriller' på, altså som om det fortalte foregår her et par årtier inde i 2000-tallet?

Personers 'roller'

Den vigtigste person i et eventyr, den som har det, der svarer til hovedrollen i en film, kalder vi naturligvis for hovedpersonen.

De personer, som ikke har en hovedrolle, men en mindre betydningsfuld rolle, kaldes bipersoner. De specielt vigtige bipersoner kalder vi primære bipersoner, og de mindre vigtige kalder vi sekundære bipersoner.

Vi kan tale om forskellige slags hovedpersoner:

1. Den primære og sekundære hovedperson: I mange eventyr vil flere personer kunne opfattes som en slags hovedpersoner. I sådanne situationer kan vi enten udpege den, der er allermest fremtrædende som primær hovedperson og den anden eller de andre som sekundære hovedpersoner, eller vi kan blive nødt til at sige, at der er mere end én primær hovedperson. I eventyr er der dog typisk kun én person, der har hovedrollen. Derfor kan vi ofte nøjes med at betegne ham eller hende som eventyrets hovedperson.
2. Den formelle og reelle hovedperson: I andre eventyr støder vi fx på en jeg-person eller en tredjeperson (han, hun eller en navngiven figur), der måske fortæller om sig selv som barn eller som fortæller om en helt anden person. Her vil vi kunne tale om, at den, der fortæller, er formel hovedperson, hvis han ikke er direkte (eller kun i begrænset omfang) deltager i det begivenhedsforløb, der skildres. Den person, fortællingen reelt handler om, kalder vi den reelle hovedperson.
3. Den episke og psykologiske hovedperson: Peter Lykke-Olsen og Ole Pedersen beskriver en særlig type hovedpersoner i deres bog 'Folkeeventyr - Fascination og pædagogik':

   Den episke hovedperson er den aktivt handlende, den der forandrer tingenes tilstand. Det svarer til den hovedrollefigur, der ovenfor er benævnt primær hovedperson eller reel hovedperson.

   Den psykologiske hovedperson er den person, læseren er mest knyttet til, fordi der foregår en væsentlig indre (psykologisk) udvikling med denne person:

   Den psykologiske hovedperson... [vil] vi definere som den person, hvis udvikling er forbundet med de største psykiske omkostninger. Eller sagt på en anden måde: Den psykologisk set mest interessante person. (Lykke-Olsen: Folkeeventyr. Fascination og pædagogik, 1982, s. 37)

Parallelperson og kontrastperson

I eventyr (og i øvrigt i mange andre episke fortællinger) støder vi ofte på personer, der indtager en rolle som enten en såkaldt parallelperson eller kontrastperson:

En parallelperson er en, der har vigtige personlighedstræk til fælles med en anden person i handlingen. Det kan være en parallelperson til hovedpersonen, dvs. en person, der fungerer som en slags 'gentagelse' af hovedpersonen, og som dermed er med til at tydeliggøre de væsentlige - og ofte sympatiske og efterstræbelsesværdige - karaktertræk, som hovedpersonen og dennes parallelperson har til fælles.

Ofte møder vi også bipersoner, der er parallelpersoner til hinanden. De er ikke parallelpersoner til hovedpersonen. Tværtimod, de fungerer nemlig faktisk ofte som kontrastpersoner til hovedpersonen, fordi de besidder egenskaber eller udviser en adfærd, som står i grel modsætning til hovedpersonens. Det kan fx være de to arrogante brødre til Klods Hans, Askepots to onde stedsøstre o.l.

En kontrastperson er en person, der som personlighed er et modstykke til en anden person?

Kontrastpersonens rolle er ofte at fungere som modsætning til hovedpersonen. Hovedpersonens særlige karaktertræk træder ekstra tydeligt frem, når de stilles op over for - og dermed indirekte sammenlignes med - en anden persons direkte modsatte karaktertræk. Det er fx tilfældet, når den gode helt konfronteres med den onde skurk i et eventyr.

Det er et typisk kendetegn for eventyret, at der næsten altid optræder en kontrastperson til hovedpersonen. Der er altid en ond, som står i kontrast til en god, en grim, der står i kontrast til en smuk, eller fattig, der står i modsætning til en rig, eller en dum, der narres af en klog eller lignende. (Se afsnittet om tema nedenfor og om modsætningsreglen i afsnit om fortælleregler).

Personkarakteristik

En central del af en tekstanalyse går ud på udarbejde en indgående undersøgelse af de personer, der deltager i handlingen. En sådan undersøgelse kaldes en personkarakteristik (eller personbeskrivelse). En personkarakteristik er således en beskrivelse og fortolkning af, hvilke ydre og indre personlighedstræk der kendetegner en fortællings person, og hvad der karakteriserer de relationer, personerne har til hinanden.

Persontegningen er i mange eventyr, især folkeeventyr, ret overfladisk.

Ofte får vi ikke nogen indgående indsigt i, hvem personerne egentlig er som personligheder: I mange tilfælde er personerne endda navnløse, og vi får næsten aldrig at vide, hvad de har oplevet tidligere i deres liv, så vi på en sådan baggrund bedre kan forstå deres adfærd. Og kun sjældent får vi detaljeret indsigt i, hvad de tænker og føler. Sådanne personer kaldes flade personer - eller man kan også sige, at personkarakteristikken af en sådan person er en flad karakteristik.

En 'flad' person kaldes også 'en type', fordi han eller hun som person besidder nogle grundlæggende karaktertræk, som er kendetegnende for en bestemt personlighedstype. Her er altså fokus på de træk hos en person, som vedkommende har til fælles med mennesker (eller væsener) af samme personlighedstype.

Når vi analyserer tekster af genren eventyr, hvor persontegningen er relativt overfladisk, er det således ikke personerne som unikke personligheder, der er specielt interessante, men derimod den personlighedstype med bestemte grundlæggende egenskaber, som de er repræsentanter for.

I nogle tilfælde er flade personer i en birolle ret interessante at lægge mærke til, fordi deres handlinger repræsenterer nogle enkeltstående ydre eller indre karaktertræk, som er vigtige for at forstå fortællingens hovedpersonen, dennes handlinger, og de konflikter, han befinder sig i. Bipersonen kan fx være en fattig kone, som hovedpersonen møder på sin vej, og som beder ham om lidt at spise. Det billede, der tegnes af hovedpersonen, vil bl.a. afhænge af, om han deler noget af sit - måske sparsomme forråd - med hende, eller om han bare ignorerer den stakkels kone og går videre.

I kunsteventyr er det mere almindeligt, at enkelte personer, først og fremmest hovedpersonen, bliver relativt nuanceret beskrevet. Sådanne personer kaldes runde personer - - eller man kan også sige, at personkarakteristikken af en sådan person er en rund karakteristik.

En 'rund' person kaldes i den her sammenhæng også 'et individ', fordi han eller hun som person besidder nogle individuelle karaktertræk, som er kendetegnende for lige netop dén person. Den runde person er beskrevet så detaljeret, at vi også får kendskab til de unikke træk, som vedkommende besidder, og måske også hans fortid, følelser og tanker.

1. Direkte og indirekte personbeskrivelse

I udarbejdelsen af en karakteristik af personer i et eventyr er det vigtigt at være opmærksom på, at karaktertræk i nogle tilfælde formuleres direkte og i andre tilfælde kun indirekte:

• Direkte personbeskrivelse er en direkte, dvs. en åbenlys, fremstilling af en persons ydre kendetegn eller indre karakter. En sådan direkte karakteristik er der tale om, når der skrives i det, vi kalder eksplicit sprog, dvs. at fortælleren direkte sætter ord på, hvilke ydre eller indre karaktertræk en person har.

• Indirekte personbeskrivelse er en indirekte, dvs. skjult men underforstået, fremstilling af en persons ydre kendetegn eller indre karakter. Når karakteristikken kun således kan læses 'mellem linjerne', er det fordi, der anvendes det, vi kalder implicit sprog. Dvs. at fortælleren ikke direkte sætter ord på, hvilke karaktertræk en person har, men formulerer sig på en sådan måde, at læseren kun får en antydning heraf. Fortælleren forklarer ikke, hvordan en person er, men giver læseren en fornemmelse af en persons egenskaber og livsværdier ved fx at vise, hvordan personen handler og reagerer i bestemte situationer eller ved at gengive, hvad en person siger, og måden, han siger det på.

Direkte personkarakteristik

Ofte er eventyrets personer beskrevet ret direkte og entydigt, så ingen tvivl lades tilbage om, hvilken følelsesmæssig tilstand personen befinder sig i, eller hvilke personlige egenskaber han besidder. Et par eksempler herpå:

Den bedrøvede:

Der var en stakkels fattig Kone, hun var saa bedrøvet, havde ikke noget at spise eller drikke, og hendes Mand var død, skulde puttes ned i den sorte Jord; men hun var saa fattig at hun ikke kunde kjøbe en Liigkiste og Ingen vilde hjælpe hende, ikke en eneste Een og saa græd hun.

Fra H.C. Andersens "Den fattige Kone og den lille Canariefugl", 1835.

Den hidsige:

Det har djævlen sagt dig, råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over.

Fra slutningen af folkeeventyret "Rumleskaft"

Indirekte personkarakteristik

I andre tilfælde er personerne beskrevet indirekte. Så er det op til lytteren eller læseren selv at tolke sig frem til dele af personernes ydre og indre kendetegn. At beskrive indirekte er faktisk langt det mest almindelige i opdigtet litteratur. Og det kan foregå på mange forskellige måder. Men i eventyr er det typisk igennem personernes handlinger og replikker, vi får kendskab til personernes deres sande natur. De afslører indirekte i deres adfærd, hvorvidt de hører til den gode eller den dårlige slags mennesker, hvorvidt de repræsenterer nogle moralske dyder eller nogle umoralske laster.

Fx afslører Ridder Rød indirekte nogle af sine usle egenskaber, når han truer prinsessen i følgende uddrag af folkeeventyret "Tvillingebrødrene" (Grundtvig 1876):

(...) Så sagde Ridder Rød, at dersom hun ikke ville sværge på at holde med ham i alt, hvad han sagde, så ville han slå hende ihjel på stedet. Så turde hun ikke andet end gøre, hvad han forlangte.

Til gengæld udtrykkes egenskaber som mod og frygtløshed indirekte i en af heltenes handlinger i samme eventyr:

(...) De hørte et rasende brøl af mange struber: Hvem står derinde med min kæreste? Det var havtrolden, og han var kommet godt til kræfter siden sidst: Der var vokset tre nye hoveder ud på ham i stedet for dem, han havde mistet. Men ungersvenden var ikke forknyt: Hun er min og ikke din! svarede han og var allerede i sadlen. Det skal vi tuppes og snuppes om, snøvlede havtrolden. Ja, det skal vi kappes og nappes om, svarede ridderen med sværdet ude af skeden. Til angreb, høg, hund og hest! råbte han, og så fór han ind på havtrolden. De tørnede sammen lige der, hvor land og vand mødes ved højvande. Og nu gik det for alvor løs: Høgen hakkede, hunden bed og hesten både bed og sparkede, mens ridderen huggede hug på hug, til seks af de ni hoveder var kappet af og blev halet i land af hunden.

2. Ydre og indre personkarakteristik

Når vi skal indfange en persons personlighed, kan det være en god ide at observere både vedkommendes ydre kendetegn og indre kendetegn. Når det handler om de ydre forhold, benævner man det ydre personkarakteristik, og når det handler om indre forhold, af mere psykologisk art, kaldes det en indre personkarakteristik:

• Ydre personkarakteristik handler om at beskrive en persons fysiske ydre og andre ydre forhold, som fx alder, økonomi, familiære rolle mv.
• Indre personkarakteristik handler om at beskrive den følelsesmæssige tilstand, de personlige egenskaber, de livsværdier og normer, der kendetegner en person. Med livsværdier menes forhold i livet, som en person tillægger særlig betydning, og som kommer til udtryk i fx væremåde, traditioner, vaner, rutiner, normer, moral, religion, holdninger, idealer, ønskedrømme, sprog mv.

Ydre personkarakteristik

Når vi overhovedet interesserer os for en ydre karakteristik, er det, fordi en persons ydre kendetegn ofte kan antyde noget om personens indre kendetegn, om hvordan han har det, om hvordan han er som personlighed. Eller formuleret lidt firkantet: Fortæl mig, hvordan personen ser ud, og jeg skal fortælle dig, hvordan (jeg tror) han er!

Specielt interessant kan det være at undersøge en persons ydre karakteristika, hvad angår:

• Køn
• Alder
• Udseende (ansigt og krop)
• Påklædning
• Erhverv
• Økonomiske situation
• Familiære rolle (fx hustru, forælder, barn, storesøster, bedstemor, stedfar...)

I mange eventyr (men dog ikke alle) er det, som nævnt, typisk, at et smukt ydre er tegn på et 'smukt indre', og at et grimt ydre er et tegn på moralsk fordærvede indre egenskaber:

Den smukke:

Anne Lisbeth var som Melk og Blod, ung og fornøiet, deilig at see paa, Tænderne skinnede saa hvide, Øinene saa klare; Foden var let i Dandsen og Sindet endnu mere let!. (Fra H.C. Andersens "Anne Lisbeth", 1859)

Den grimme:

Saa mødte han en gammel Hex paa Landeveien; hun var saa ækel, hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet. (Fra H.C. Andersens "Fyrtøiet", 1835)

Indre personkarakteristik

En indre personkarakteristik kan angribes fra mange forskellige synsvinkler. Ofte kan det være interessant at undersøge følgende forhold:

• Personens følelsesmæssige situation
• Personens personlige egenskaber
• Personens udvikling

Personens følelsesmæssige situation

Du kan overveje om nogle af personernes følelser kan beskrives med nogle af de grundfølelser naturvidenskabsmanden Charles Darwin allerede i 1870'erne beskrev (i Charles Darwin: The Expression of the Emotions in Man and Animals, 1872). Han mente, at følgende såkaldte emotioner var en del af alle menneskers natur:

1. Glæde
2. Væmmelse
3. Overraskelse
4. Bedrøvelse/sorg
5. Vrede
6. Frygt/angst

Og så er der en masse følelser, som bedst kan beskrives som en blanding af nogle af ovenstående grundfølelser.

Interessant er det måske i denne sammenhæng, at også nyere psykologisk forskning har forsket i, hvilke følelser, der er de oftest forekommende hos mennesker. Resultaterne af sådanne undersøgelser ligger tæt op ad Darwins godt 100 år tidligere.

Den amerikanske psykolog Robert Plutchick når således frem til en konklusion om, at mennesket udtrykker otte primære følelser.

Den nedenstående figur viser hans 'følelsescirkel' (gengivet som Mogens Hansen gør det i sin bog Intelligens og tænkning - en bog om kognitiv psykologi, 1998) med otte primære følelser inde i cirklen og otte sammensatte følelser uden for cirklen:

Der findes andre sammensatte følelser, end de her nævnte. Fx kan man også være misundelig, jaloux osv. De enkelte primære eller sammensatte følelser kan desuden variere i styrke, intensitet og varighed. Fx er vrede ikke bare vrede. Vreden kan så at sige gradbøjes: Man kan være irriteret, vred eller edderspændt rasende. Og en grundfølelse som fx angst kan variere fra utryghed i den ene ende af skalaen til rædsel i den anden ende.

Lad dig inspirere af følgende oversigt til at sætte ord på, hvilke grundlæggende følelser der er på spil hos personer i det eventyr, du er ved at analysere. Find gerne selv på nogle andre, hvis du synes, de er mere dækkende:

Personens personlige egenskaber

Det signaleres i de fleste eventyr, at den indre skønhed bør anses som vigtigere end den ydre skønhed. Vi oplever ganske vist tit, at heltene og heltinderne netop er smukke at se på, og at helten får nogle materielle sidegevinster (som fx det halve kongerige). Men det er forhold, der som regel skal forstås som mindre betydningsfulde. Fx er den centrale pointe i et folkeeventyr ikke, at helten til sidst opnår materiel rigdom, men derimod, at han besidder bestemte positive og efterstræbelsesværdige egenskaber, der har gjort det muligt for ham at opnå materiel rigdom.

Og dog: ingen regler uden undtagelser. Læs fx folkeeventyret "Smørbuk". Her signaleres, at selv om begær efter materiel rigdom ganske vist ikke er i overensstemmelse med den kristne moral, som kirkens folk prædikede i Middelalderen, så opfattede den almindelige befolkning det nok som ret naturligt at drømme om større materiel velstand. For langt de fleste levede i yderste fattigdom, dengang folkeeventyrene blev fortalt af omrejsende fortællere.

Eventyrenes skurke besidder både indre og ydre værdier, der er 'uskønne'. Det kan være indre egenskaber som dovenskab, fejhed, begærlighed, mv. (jf. de syv dødssynder nedenfor) eller et grimt fysisk ydre, enten i form af et trolde- eller hekseagtigt udseende eller andre fysiske kendetegn, der afviger fra det normale menneskes.

Et par eksempler på henholdsvis det gode og det onde menneske:

Eventyrets helt(inde), den gode:

Da kom, gjennem Skoven, en fattig, uskyldig Pige; hendes Hjerte var reent, hendes Forstand stor gjennem Troen, al hendes Arvegods i denne Verden var en gammel Bibel, men fra dens Blade talte til hende Guds Stemme.

Fra H.C. Andersens "Et blad fra himlen", 1853.

Eventyrets skurk, den onde:

Der var engang en ond og overmodig Fyrste, hvis hele Tanke gik ud paa at vinde alle Verdens Lande og indjage Skræk ved sit Navn; han foer frem med Ild og Sværd; hans Soldater nedtraadte Kornet paa Marken, de antændte Bondens Huus, saa den røde Lue slikkede Bladene af Træerne, og Frugten hang stegt paa de sorte, sviede Grene. Mangen stakkels Moder skjulte sig med sit nøgne, diende Barn bag ved den rygende Muur, og Soldaterne søgte hende, og fandt de hende og Barnet, da begyndte deres djævelske Glæde; onde Aander kunde ikke handle værre; men Fyrsten syntes just det gik som det skulde.

Fra H.C. Andersens "Den onde Fyrste (Et Sagn)", 1840.

Hvis du i en tekstanalyse af et eventyr vil undersøge personers egenskaber, kan det være en fordel at kende lidt til de herskende normer i Middelalderen, da folkeventyrene blev mundtligt formidlet, og i Romantikken i 1800-tallet, da både folke- og kunsteventyr blev udgivet på tryk, om, hvilke grundlæggende menneskelige egenskaber der blev anset som henholdsvis gode og dårlige. Det var normer og værdiforestillinger, der især stammede fra den græske antik og den kristne kultur, og som gennem århundreder har været dominerende i vores kultur.

Det er et typisk kendetegn, at eventyrenes helte og de personer, helten har gode relationer til, repræsenterer nogle af de egenskaber, der anses som særlig efterstræbelsesværdige, og at skurkene og deres ligesindede kumpaner repræsenterer egenskaber, der bliver opfattet som dårlige.

Jeg nævner nu tre store personligheder i vores kulturs historie, der har forsøgt sig med at formulere en påstand om, hvilke grundlæggende menneskelige egenskaber der bør opfattes som positive og negative. Dels er det en repræsentant for den græske antik, nemlig filosoffen Aristoteles, og dels to repræsentanter for den kristne kultur, Thomas Aquinas og Pave Gregor d. 1.:

Aristoteles talte for, at mennesker kunne være disponeret for at besidde de rigtige dyder i enten for lille, i middel eller for stor grad. Det var middelvejen, der var den efterstræbelsesværdige dydens* vej. De andre veje var lastens veje.

I forbindelse med den indre karakteristik af eventyrets personer eller væsener kan du overveje, hvorvidt de repræsenterer nogle af de dyder eller laster/synder, som Aristoteles, Thomas Aquinas eller pave Gregor d. 1. formulerede dem.

Deres bud er samlet i nedenstående skema:

3. Personens udvikling

Når vi skal have styr på en persons indre kendetegn, står vi ofte i det dilemma, at en persons karakteregenskaber tilsyneladende 'flytter' sig. De er ikke nødvendigvis de samme i fortællingens indledning og afslutning. De oplevelser og konflikter personerne møder, de erfaringer, de gør sig i løbet af historien, fører ofte til en forandring af visse sider af deres personlighed. Derfor må vi forholde os til, i hvilken grad personen udvikler sig, og hvad denne udvikling går ud på.

Et eventyr kan ofte læses 'mellem linjerne' som en fortælling om et menneskes psykiske udvikling fra barn til voksen, fra barnlig uselvstændighed, afhængighed, uskyldighed, nysgerrighed og uerfarenhed over ungdommens frihedslængsel og frygtløse eller dumdristige eksperimenteren til voksen modenhed, ansvarlighed og forstandighed.

Cand.mag. i nordisk sprog og litteratur Gerd Lütken (1947-2018) formulerer denne måde at forstå eventyret på således:

Eventyrets grundformel er: Et individ, en helt, der forlader sit trygge hjem og drager ud i den store verden. I dette dæmoniserede rum overvinder helten angst og fare, bekæmper drager og trolde, og vinder til sidst prinsessen og det halve kongerige. Helten drager ud som barn og vender hjem som voksen. Han bekæmper det farefulde indeni og udenfor sig selv, og han belønnes sluttelig med det kongerige, der nok mest af alt er en indre suverænitet. Han har lært sig selv at kende, og brylluppet markerer, at hans personlighed er blevet hel. Han har styr på sine indre dæmoner.

Gerd Lütken i artiklen "Eventyr og eksistens" i tidsskriftet '0-14' nr. 4 1995, s. 19.

Vejledende spørgsmål i forbindelse med personkarakteristikken

1. Kan nogle personer karakteriseres som henholdsvis runde (individer) eller flade (typer)personer? Begrund din iagttagelse, og overvej betydningen heraf.
2. Hvem er den primære hovedperson? Er der eventuelt også en sekundær hovedperson?
3. Optræder der både en formel og en reel hovedperson?
4. Er det i dette eventyr relevant at tale om både en episk og en psykologisk hovedperson?
5. Er der nogle personer i eventyret, der har rollen som henholdsvis parallelpersoner eller kontrastpersoner? Begrund din iagttagelse, og overvej, hvad hensigten kan være med disses tilstedeværelse.
6. Giv en ydre karakteristik af de vigtigste personer i eventyret, dvs. noget om deres køn, alder, udseende (ansigt og krop), påklædning, erhverv, økonomiske situation, familiære rolle (hustru, forælder, barn, storesøster, bedstemor, stedmoder m.fl.).
7. Giv en grundig indre karakteristik af de vigtigste personer, dvs. af deres aktuelle følelsesmæssige/psykiske tilstand (jf. afsnit om typiske følelser), deres personlige egenskaber (jf. afsnit om dyder og laster) og deres udvikling i løbet af fortællingen.

Her på eventyrsitet.dk definerer vi begrebet tema i forbindelse med tekstanalyse af fiktion som det grundlæggende emne eller konfliktforhold, en tekst egentlig handler om.

Temaer i et eventyr kan sammenfattes i kortere sætninger eller i ord som fx kærlighed, troskab, frihed, magt, jalousi, misundelse, dumhed, klogskab, tro, identitet osv.

Når du formulerer temaet, sætter du 'navn' på den eksistentielle konflikt, på det centrale emne, som fortællingen i bund og grund handler om. En konflikt, som ikke nødvendigvis kun gælder for personerne i teksten, men ofte også for mange andre mennesker 'uden for teksten', dvs. for mennesker i virkeligheden.

Med begrebet 'eksistentiel konflikt' menes grundlæggende og almenmenneskelige konflikter, der vedrører de væsentligste sider af den menneskelige tilværelse. De er konflikter, der handler om positive eller negative værdier ved selve det at være menneske, selve den menneskelige eksistens.

Ethvert menneske forsøger 'at tackle' sig til rette i forskellige eksistentielle roller. Ethvert menneske befinder sig meget ofte i en eksistentiel konfliktsituation, der kræver afklaring. Det er livsvigtige milepæle i ens liv, der dybest set handler om at finde svar på et eller flere af følgende fem eksistentielle grundspørgsmål:

1. Hvem er jeg? - et spørgsmål om identitet! - Hvad er det der kendetegner lige netop mig som personlighed?
2. Hvorfor er jeg til? - et spørgsmål om meningen med livet! - Er mit liv meningsfuldt eller meningsløst?
3. Hvor hører jeg til? - et spørgsmål om socialt tilhørsforhold! - Er jeg socialt integreret eller socialt isoleret?
4. Hvad er jeg? - et spørgsmål om måden at være menneske på! - Er jeg et godt eller dårligt menneske?
5. Hvornår er jeg ikke mere? Og hvad sker der så? - et spørgsmål om forholdet mellem liv og død og om 'livet' efter døden!

Sådanne 'livsvigtige' spørgsmål tumler eventyrene og deres personer også med:

Folkeeventyrenes temaer er fællesmenneskelige. De omhandler eksistentielle temaer, vi alle må forholde os til: sorg, død, lykke, kærlighed, tilknytning, det gode og det onde, vi møder i vores liv. (Fra artiklen "Eventyrmetoden - En genvej til dialog med børn" af cand.aut.psyk Jan Arrhenius m.fl., s. 70).

1. Emne eller modsætningsforhold

Du kan vælge at formulere temaet som enten et emne eller modsætningsforhold.

Fx kan du sige, at temaet i et eventyr er emnet materiel rigdom eller du kan sige, at temaet er modsætningsforholdet mellem materiel og åndelig rigdom. Eller du kan bestemme temaet til at være emnet tapperhed eller modsætningsforholdet mellem tapperhed og fejhed. Osv.

Hvis du kan få øje på, at flere af de forhold, der omtales i teksten, peger i retning af ét bestemt emneområde - så har du fået fat i det, vi kalder hovedtemaet.

Andre temaer, der ikke har så meget at gøre med hovedproblemet, kaldes bi-temaer eller sidetemaer.

Når du skal finde eventyret temaer kan du lade dig inspirere af

• Eventyrets modsætningslov (se næste afsnit)
• Dit kendskab til personers dyder eller laster
• Eventyrets motiver

2. Eventyrets modsætningsregel

Et af de karakteristiske kendetegn ved eventyrgenren er den regel, som kaldes modsætningsreglen (eller modsætningsloven). Det er professor og folkemindeforsker Axel Olrik (1864-1917), der har fundet ud af det.

Den fortælleregel kan formuleres således: Når to personer optræder samtidig, skildres de som modsætninger. En er rig, en er fattig. En er rar, en er slem, osv.

Som nævnt i afsnittet om personkarakteristik, er persontegningerne i eventyr ofte ret entydige og utvetydige. Derfor synliggøres modsætningsforholdet mellem personer, der besidder positive egenskaber og negative egenskaber, også tydeligt.

Hvis du prøver at sætte ord på sådanne modsætningsforhold, bevæger du dig faktisk frem mod formuleringen af mulige temaer. Fx vil du ofte opleve modsætninger a la:

• Menneske overfor 'umenneske' (heksen, trolden, uhyret)
• Det gode overfor det onde
• Det smukke overfor det grimme
• Den fattige overfor den rige
• Den kloge overfor den mindre kloge
• Det frie menneske overfor det slavebundne
• osv.

3. Dyder versus laster

Hvis du har forsøgt at kortlægge de vigtigste personers egenskaber kan du bruge dette kendskab som udgangspunkt for mulige tematiske modsætningsforhold.

Du kan lade dig inspirere af de tidligere nævnte dyder og laster/synder, når du skal formulere temaet eller temaerne som modsætningsforhold. Fx kan du stille og svare på følgende spørgsmål:

• Kan jeg sammenfatte et tematisk modsætningsforhold, der går på modsætningen mellem en dyd og en last, fx frådseri overfor mådehold, hævngerrighed over for tilgivelse, livsglæde overfor livslede, mod over for fejhed, eller lignende?

4. Eventyrets motiver

Når du skal finde temaet, kan du også lade dig inspirere af det, der kaldes eventyrets motiver.

Begrebet motiv kan defineres på forskellig måde. Her skal nævnes to særlig vigtige:

Definition 1: Et motiv er det, der får en fortællings person til at handle, som han gør. Altså årsagen til/bevæggrunden for en persons handlinger. Denne definition kender vi fra det kriminalistiske undersøgelsesarbejde i fx politiet, hvor følgende spørgsmål ofte overvejes: Hvad var forbryderens motiv til at begå forbrydelsen? Eller spurgt lige ud af landevejen: Hvorfor mon han gjorde det?

I eventyret finder vi motiver ved at spørge: "Hvorfor handler personer, som de gør?" Det kan der være utallige forskellige grunde til. Fx kan handlingerne være styret af:

• Personens opvækst (at have en kærlig far og/eller mor, at være udsat for omsorgssvigt af en ond stedmor, at være vokset op som forældreløs, at have mistet sin mor i en tidlig alder, at være enebarn eller have mange søskende, at vokse op hos andre end sine forældre osv.)
• Personens medfødte eller tillærte egenskaber og adfærdsmønstre (god, ond, barmhjertig, egoistisk, klog, dum, fræk, forsigtig, grisk, ødsel, tungsindig, godtroende, forræderisk, ærlig, ærbar osv.)
• Personens ønske om forandring (at blive lykkelig, at få hævn, at blive rig, at opnå tilgivelse, at møde kærligheden, at stifte familie osv.)
• Omgivelsernes krav og/eller forventninger til personen (at være tvunget eller lokket til eller frivilligt at have valgt at handle for at indfri krav og/eller forventninger fra omgivelserne, fx kongen, prinsessen, konen, søskende, heksen osv.).

Definition 2: Et motiv er en særlig situation eller et fænomen, der er kendetegnende for den enkelte fortælling, men samtidig fælles for mange fortællinger fra forskellige genrer. Det kan fx være den situation, at en kvinde forsøger at lokke en mand til at gøre noget, som viser sig at få uheldige konsekvenser. Den situation kender vi fra biblens historie om Adam og Eva, og den fortælles i varierede udgaver i bl.a. mange eventyr. Det motiv kalder vi syndefaldsmotivet. Det kan også være fx det fænomen, at en person er blevet forvandlet til anden skabning og senere ophæves denne forvandling. Det kan vi kalde fortryllelsesmotivet eller forvandlingsmotivet.

Stith Thompsons motivkatalog

Den amerikanske folkemindeforsker Stith Thompson, som blev omtalt i forbindelse med genreinddeling, har også udarbejdet et katalog over motiver i den mundtlige fortælletradition (eventyr, fabler, myter, sagn, folkeviser, mv.). Han inddeler, i et seksbindsværk fra 1961, motiverne i følgende hovedgrupper:

• Mytologi. Eventyr med mytologiske motiver handler om
  • Selve Skaberen
  • Guder, halvguder og dødelige helte
  • Skabelsesberetninger om universet og jordens skabelse, om menneskets og dyrs skabelse

Det er ikke ualmindeligt, at vi støder på et af følgende mytologiske motiver i eventyr:

• Narcissusmotivet: En person elsker sig selv højere end alt andet og alle andre, eller hvor denne selvforelskede i lidt lempeligere udgave giver sig udtryk i arrogance, overlegen holdning overfor andre, i hovmod eller lignende. Narcissus var en person i en græsk myte, der var fascineret af sin egen skønhed, og som forelskede sig i sit eget spejlbillede. Denne umulige kærlighed førte til hans død.
• Pygmalionmotivet: En skildring af personer, der i det ydre er meget smukke, men som ikke i samme grad besidder indre skønhed. I mange eventyr sættes netop modsætning mellem den indre og ydre skønhed på dagsordenen. Pygmalion var en græsk sagnfigur. Han var en meget dygtig billedhugger, som var stærkt forarget over al den kvindelige utugt og skamløshed, han så omkring sig. Den eneste kvinde, der viste sig ham værdig, var en skulptur af en kvinde i elfenben. Den havde han selv lavet og han fik nogle guder til at gøre den levende.
• Ødipusmotivet: Den græske forfatter Sofokles (ca. 496-406 f.Kr.) skrev skuespillet 'Kong Ødipus' på grundlag af gamle sagn kort tid før han døde. Det handlede i korte træk om, at sønnen Ødipus af skæbnen blev bestemt til at slå sin kongelige far ihjel og gifte sig med sin mor. I rædsel over denne forudsigelse blev en hyrde beordret til at efterlade Ødipus til døden i naturen. Hyrden forbarmede sig imidlertid og overlod Ødipus til et andet, barnløst, kongepar. Ødipus voksede op i uvidenhed om sin egen skæbne. I en kamp dræbte han nogle mænd, heriblandt sin far, og han mødte senere en dronning, som han giftede sig med, og de fik fire børn. Dronningen viste sig at være hans egen mor. Da sandheden går op for moder og søn, begår moderen selvmord og Ødipus stikker sine øjne ud.

Vi kan møde et motiv afledt af denne myte om Ødipus 'mellem linjerne' i mange tekster, fx i fortællinger, hvor et drengebarn har en særlig binding til moderen. Men vi kan også læse myten i tekster, hvor dele af selve den gamle fortælling refereres i lidt omformet udgave. Fx i folkeeventyret 'Snehvide', når den onde stedmoder beordrer jægeren til at føre Snehvide ud i den mørke skov og dræbe hende. Det var jo den samme ordre Ødipus' forældre gav hyrden. Men ligesom hyrden ikke kan få over sit hjerte at dræbe prinsen Ødipus, således lader også jægeren prinsessen Snehvide slippe med livet i behold.

• Ikarosmotivet: Dette motiv kan læses i eventyr, der handler om overmod, om at 'flyve højere end vingerne kan bære', men også i de tekster, hvor børn eller unge gør oprør mod forældreautoriteten, eller hvor forældre forsøger at dominere børnene, så børnenes mulighed for at udvikle sig (at modne, at blive voksne) hæmmes. Ikarosmotivet bygger på en myte bl.a. beskrevet af den romerske forfatter Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.). Myten handler om faderen Daedalus og sønnen Ikaros, der holdes fanget på en græsk ø. For at komme væk derfra laver Daedalus to sæt vinger af fuglefjer, og han smelter dem fast på sin og sønnens rygge med voks. Inden han og Ikaros flyver, formaner han sønnen om ikke at flyve for højt, men da de er i luften, flyver Ikaros direkte mod solen. Voksen smelter, og han styrter i havet og drukner.

• Magi. Eventyr med magiske motiver er fx de tusindvis af trylleeventyr, der er kendetegnede ved forskellige former for magiske indslag. Denne motivgruppe inddeles i følgende undergrupper:
  • Forvandling, fx fra et menneske til et andet, fra menneske til dyr, fra menneske til ting, fra dyr til menneske
  • Forvandlings-midler, fx fordi man bryder et tabu, fordi der siges nogle magiske ord, ved at iklæde sig et bestemt dyreskind eller særlig beklædning, ved at spise eller drikke noget bestemt mv.
  • Magiske genstande (objekter), som man kan erhverve sig på forskellig måde, som der findes mange forskellige slags af, og som kan have nogle helt bestemte magiske funktioner og virkninger: Nogle kan være vedvarende, påvirke ens kundskaber, syn og hørelse, styrke, usårlighed, udødelighed, forskønnelse, ungdommeliggørelse, aldring, forelskelse mv. Nogle kan være tidsbestemte og have at gøre med søvn, usynlighed, glemsomhed, dumhed mv. Nogle kan være konstruktive og andre destruktive. Magiske kræfter kan også manifestere sig på andre måder, fx således at man får materiel velstand på grund af magi, at man kan flytte eller transportere ting eller sig selv, at man får kontrol over 'elementerne', vejr og vind mv.

Eksempler:

• Fortryllelsesmotivet: En person er blevet fortryllet til et dyr eller væsen af en ond dæmonisk magt (en trold, en heks). Fortryllelsen kan kun ophæves, hvis hovedpersonens kærlighed eller andre positive egenskaber er ægte og stærke nok:

(...) Så løb hun ned i haven, og der fandt hun det grimme dyr, som lå under en busk og var død. Da græd hun som hun aldrig før havde grædt, og hun kastede sig ned over det, klappede det og kyssede det. Og da kom det igen til live. Det grimme dyr blev til den dejligste prins., hun kunne se for sine øjne. Han fortalte hende, at han var blevet forgjort af en ond troldsheks og kunne ikke frelses, med mindre en ungmø ville holde af ham og kysse ham, så grim som han var. (Fra folkeeventyret "Det grimme dyr", fra øen Durø i Isefjorden ca. 1830, Rasmus Vinding: Danske folkeeventyr, intet udgivelsesår, s. 121).

• Det magiske flugt-motivet: Kendes helt tilbage fra før vor tidsregning i det græske sagn om 'Jason og Medea'. Under den magiske flugt kan ske forvandling til forskellige ting, så den onde forfølger ikke opdager én, eller de flygtende kan kaste ting bag sig, som forvandler sig til (næsten) uovervindelige forhindringer for forfølgeren:

Ved den første solstråle brød heksen da ind i kammeret; men der fandt hun ingen /s. 59/ prins og prinsesse: ikke andet end de to stykker brænde, der lå i sengen og gloede uden at mæle et ord. Dem slog hun i gulvet, så de splintredes i tusinde stumper, og så for hun afsted efter de flygtende.

Ved den første solstråle siger prinsessen til prinsen: "Se dig om, ser du noget bag ved os?" - "Ja, jeg ser en mørk sky langt borte," siger han. "Kast så urtepotten bagud over dit hoved!" siger prinsessen. Og da det var gjort, blev der en stor, tyk skov bag ved dem. Da heksen kom til skoven, kunne hun ikke komme igennem den, før hun kom hjem og fik hentet sin økse, at hugge sig igennem med.

Lidt efter siger prinsessen igen til prinsen: "Se dig om, ser du noget bag ved os?" - "Ja," siger prinsen, "der er den store, sorte sky igen." - "Kast så vandglasset bag over dit hoved!" siger prinsessen. Og da han gjorde det, blev der en stor sø bag ved dem. Den kunne heksen ikke komme over, før hun kom hjem og fik hentet sit dejtrug.

Imidlertid var de flygtende kommet til det slot, hvor prinsen havde hjemme. De klatrede op over havemuren, løb tværs igennem haven og smuttede ind ad et åbent vindue. Da var heksen lige bag efter dem. Men prinsessen satte sig i vinduet og pustede ned på heksen: hundrede hvide duer fløj ud af hendes mund, og de susede og flagrede om hovedet på heksen, så hun blev så gal, at hun fløj i flint; og der står hun endnu som en stor flintesten uden for vinduet. (Fra folkeeventyret "Den hvide due").

• Vidundere. Eventyr med vidunder-motiver kan handle om rejser til eller have en handling, der foregår i andre verdener, hvad enten det er en 'oververden' eller 'underverden' eller vidunder-væsner som feer og elverfolk, ånder og dæmoner, bemærkelsesværdige personer, fx uhyrer, ekstremt store eller små personer, usædvanlig levevis, personer med ekstraordinære evner, ekstraordinære steder eller ting, ekstraordinære hændelser, der fx kan have noget med ens evner til at sluge ting at gøre, der kan foregå under vandet, under jorden, bemærkelsesværdige begivenheder i forbindelse med træer eller planter, ekstraordinære vejrfænomener mv.

• Prøver. Denne motivgruppe inddeles i følgende undergrupper: Genkendelsesprøver, sandhedsprøver, ægteskabsprøver, intelligensprøver (klogskab/kundskab), prøver i evnen til opgaveløsning, prøver i evnen til at søge og finde, tapperhedsprøver (eller prøver i evnen til at udholde frygt), årvågenhedsprøver, udholdenhedsprøver og prøver i evnen til at overleve, karakterprøver, dvs. prøver, der skal bevise og fastholde ens gode karakter, selv om man bliver udsat for fristelser.

• Den kloge og den ukloge. Det er historier om:
• visdom og hvorledes denne erhverves
• klog eller uklog udførelse af opgaver
• kloge folk
• om fjolser (og andre ukloge personer).

Eksempel:

• Ledsagermotivet: En ledsager eller en anden viis rådgiver hjælper helten eller heltinden med at løse en opgave, at klare en prøve, at finde vej. Dette motiv stammer fra en fortælling i det gamle testamente, kaldt "Tobits bog", hvor Tobias får hjælp af en ledsager og rådgiver til at fordrive dæmoner fra sin kommende hustru og kurerer sin faders blindhed. Det var en englen Rafael, der hjalp, men det vidste Tobias ikke.

(...) Hun så sig om til alle sider; men hun kunne ikke få øje på andet end en lille sort hund, der kom løbende efter hende og bjæffede og viftede med halen. Men det var også den, som havde kaldt, og den kom nu springende og logrende og strøg sig op ad hende og kaldte hende for 'moder' og sagde, den var hendes søn, som hun havde født samme nat. "Du skal kalde mig for Vidunder," sagde den, "og nu må du ikke sørge og græde mere, lille moder! Følg du kun med mig! Jeg skal nok sørge for dig, så du ingenting skal komme til at mangle. (Fra folkeeventyret "Vidunder").

• Kønsliv. Eventyr, der indeholder motiver, der har med kønnet og kønslivet at gøre, er fortællinger om kærlighed, ægteskab og ægtefolks liv, kyskhed og cølibat, utilladelige seksuelle relationer, undfangelse og fødsel (fx mirakuløs undfangelse eller fødsel), omsorg for og pleje af børn (fx adopterede børn). Ofte forekommende motiver knyttet til motivgruppen kønsliv er følgende:
  • Barnløshedsmotivet: En person får endelig et barn med hjælp fra overnaturlige magter, og mister det igen.
  • Rivaliseringsmotivet: Helten eller heltinden er i et modsætningsforhold til sine søskende eller til (sted)moderen eller (sted)faderen eller der er på anden måde splid mellem familiens medlemmer.
  • Kannibalismemotivet: Stedmoderen eller heksen vil ikke alene skaffe barnet af vejen eller dræbe det, men også æde det.
  • Umodenhedsmotivet: Om en ung piges angst for at forlade hjemmet, for at blive gift og for moderskabet, for seksuallivet og lignende. Eller om en ung mands angst for at vælge fast erhverv, for ægteskabet, for at slå sig ned på en fast bopæl osv.
  • Syndefaldsmotivet: En begærlig kvinde lokker en mand til at foretage en tvivlsom handling. Myten om Adam og Eva, slangen og Guds straf er at finde mere eller mindre skjult i mange eventyr. Tekster, der handler om barnets udvikling fra sit naive og uskyldige stadie, til ungdomsperioden, hvor fristelser afprøves og udforskes som led i den unges identitetsdannelse, kan også opfattes som en slags syndefaldshistorie.
  • Kønskampmotivet: Det handler om forholdet mellem mand og kone og deres magtposition i forhold til hinanden. Enten er det fortællingen om den dominerende hustru over for den underdanige mand eller om husbondens forsøg på at tugte sin genstridige hustru, så hun genfinder sin 'rette' plads som den lydige ægtefælle. Eller det kan være eventyr, hvor manden forsøger at snyde og narre konen eller omvendt.

• Tabu. Eventyr med tabumotiver er fortællinger, der fx handler om:
  • Tabu i forbindelse med overnaturlige væsner, fx tabu mod at påkalde djævelen eller fornærme guder
  • Tabu i forbindelse med kønslivet, fx kan der være tabu knyttet til samleje, kysseri, pubertet, menstruation, giftermål, mv.
  • Tabu i forbindelse med at spise og drikke
  • Tabu i forbindelse med at se, fx tabu mod at se på en bestemt person eller ting, at se i bestemte retninger, mv.
  • Tabu i forbindelse med at tale, fx imod at stille spørgsmål, afsløre hemmeligheder, at nævne bestemte navne, bøvse, grine, mv.
  • Tabu i forbindelse med at røre, fx ikke at måtte røre bestemte planter eller jorden, mv.

Vejledende spørgsmål i forbindelse med eventyrets tema(er) og motiv(er)

1. Der er næsten altid flere temaer på dagsordenen i en tekst. Hvilke emner, konfliktforhold eller modsætningsforhold fortolker du, at man kan sammenfatte eventyret til at handle om? Overvej at udrede eventyrets tematik ved at lade dig inspirere af det typiske eventyrs opstilling af personer med modsatrettede egenskaber (jf. om personers dyder og laster i afsnit om personkarakteristik og om eventyrets modsætningsregel).
2. Hvilket tema opfatter du som det vigtigste, som hovedtemaet?
3. Har tematikken sådan mere overordnet noget at gøre med at søge/finde svar på et af de fem eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg til? Hvor hører jeg til? Hvad er jeg? eller Hvornår er jeg ikke mere - og hvad så? Uanset, hvordan du vælger at sætte ord på eventyrets tematik, så skal du argumentere for din påstand om tema så grundigt som muligt?
4. Hvilke motiver er på spil i eventyret:
   • Jf. definition 1 af begrebet motiv: hvilket motiv er det, der får hovedpersonen til at handle, som han gør?
   • Jf. definition 2 af begrebet motiv: hvilken grundlæggende (konflikt)situation er det, dette eventyr handler om, og som det har til fælles med mange andre eventyr: Er eventyrets motiv måske et af dem, der nævnes i Stith Thompsons motivkatalog eller i listen over mytologiske motiver? Begrund din påstand.

Budskabet i en tekst kan defineres som de holdninger eller synspunkter, forfatteren udtrykker i sin tekst, hvad enten disse formuleres direkte eller indirekte, tilsigtet eller utilsigtet.

Et centralt spørgsmål er i denne forbindelse:

• Hvilke livsværdier udtrykkes der, direkte eller indirekte, en positiv eller negativ holdning til i teksten?

Hvis en fortæller kommenterer eller vurderer fortællingens personer, deres handlinger eller på anden måde forholder sig til de begivenheder, der omtales, så kalder vi dette for en fortællerkommentar.

Det kan være hensigtsmæssigt at tale om henholdsvis den direkte fortællerkommentar og den indirekte fortællerkommentar.

Direkte fortællerkommentar

Når det relativt åbenlyst fremgår, at det er fortælleren (enten fordi fortælleren åbenlyst præsenterer sin tilstedeværelse, eller fordi det ikke kan være andre), der udtaler sig om eventyrets personer eller begivenheder, kan vi kalde det direkte fortællerkommentar.

I følgende eksempel udtaler fortælleren sin klare vurdering af, at hovedpersonen Lars på den ene side er "urimelig doven", men på den anden side alligevel "meget god af sig":

Der var engang en fattig kone; hun havde en eneste søn. Han hed Lars, men han blev kaldt Doven-Lars, for han var så urimelig doven, at han ingenting gad bestille, andet end sidde hjemme i sin moders kakkelovnskrog. Når hans moder bad ham om at gøre noget eller at gå et ærinde for hende, sagde han altid: "Ja, gad jeg bare!" Men ellers var han meget god af sig og ville gerne føje sin moder - når han altså bare gad.

Indledningen af folkeeventyret "Ønskerne", Svend Grundtvig: Danske Folkeæventyr bd. 2 1876.

En typisk form for direkte fortællerkommentar er mange børneeventyrs afsluttende morale. En morale er en åbenlys belæring om, hvad der er rigtig og forkert, hvilken lykke det kan bringe, hvis man opfører sig som helten, og hvilke uheldige konsekvenser det kan få, hvis man opfører sig som 'skurken'. Dette kan også kaldes en didaktisk fortællerkommentar, fordi moralen kan opfattes som en slags undervisning (didaktik = læren om undervisningens indhold) i, hvad der er god moral og passende opførsel.

Moralen fremstilles nogle gange som et ordsprog, dvs. en kort frase, der beskriver en leveregel, som er værd at huske på eller en aforisme, dvs. en kortfattet formulering, der indeholder en eller anden form for livsvisdom.

En afrikansk fabel "Sjakalerne og harerne" afsluttes fx med følgende aforisme, udtalt af sjakalernes overhoved: Ikke før i dag har jeg forstået at den som vil narre andre, kan blive narret selv.

Indirekte fortællerkommentar

Hvis fortælleren udtrykker sine holdninger på en mere indirekte facon, således at forstå, at han tilkendegiver sine holdninger 'mellem linjerne' - uden åbenlyst at gøre opmærksom på, at det er hans vurderinger, der faktisk udtrykkes, så kan vi kalde det en indirekte fortællerkommentar.

Det er fx i alle de tilfælde, hvor fortælleren har valgt at fremstille nogle personer med sympatiske egenskaber, der også giver sig udtryk i prisværdige handlinger, og andre personer med mindre sympatiske egenskaber, der giver sig udtryk i usympatiske, umenneskelige eller uværdige handlinger. Igennem en sådan fremstilling må fortælleren formodes at signalere en holdning om, at han står på 'de godes side', uanset om han tilkendegiver dette åbenlyst eller ej.

Når fx et eventyr slutter lykkeligt, når helten får sin prinsesse og skurkene bliver straffet, så kan det siges at være en fortællerkommentar, der indirekte udtrykker fortællerens budskab om, at han anerkender heltens egenskaber og handlinger og distancerer sig fra skurkens misgerninger.

(...) Da kongen hørte det, blev han rasende og sagde, at de to uslinge straks skulle forlade hans rige, og at de gerne måtte tage deres fæstemøer med sig. Og de fulgte også med, for de skammede sig for meget til, at de ville blive. Men kongesønnen af England holdt bryllup med den yngste prinsesse og fik det halve kongerige at råde over, så længe kongen levede, og det hele, da han var død. Og der lever han nu med sin trofaste dronning i herlighed og glæde.

Fra slutningen af folkeeventyret "Vildmanden", Svend Grundtvig: Danske Folkeæventyr bd. I, 1876).

Humoristiske, ironiske eller sarkastiske bemærkninger er en særlig slags indirekte fortællerkommentarer. Vi kan sige, at humoren, ironien og sarkasmen er 'gemmesteder' for fortællerens holdninger. Han fortæller ikke direkte, hvad han mener, men han håber at tilhøreren/læseren opdager, hvor budskabet skjuler sig og hvad det går ud på. (Læs om humor, ironi, sarkasme og parodi i afsnit om sproglige virkemidler).

Når du skal undersøge fortællerens budskab, bør du altså især være opmærksom på:

• Hvorledes han åbenlyst udtrykker sine holdninger i sine direkte fortællerkommentarer, enten i løbet af fortællingen eller i en afsluttende morale.
• Hvordan hans holdninger indirekte kommer til udtryk ved at fremstille nogle personer og deres egenskaber som positive/sympatiske og andre personer og deres egenskaber som negative/usympatiske
• Hvordan hans holdninger indirekte kommer til udtryk via humor, ironi eller sarkasme.

Vejledende spørgsmål i forbindelse med budskab

1. Hvilket budskab, i betydningen hvilke livsværdier, udtrykkes der, direkte eller indirekte, en positiv eller negativ holdning til i eventyret?
2. Hvordan kommer budskabet til udtryk? Via direkte eller indirekte fortællerkommentarer, herunder:
   • direkte eller indirekte positiv eller negativ fremstilling af bestemte personers udseende, handlinger og væremåde
   • brug af humor, ironi eller sarkasme om noget eller nogen
   • den morale, der måske direkte eller indirekte udtrykkes i slutningen?

3. Kan eventyret måske forstås i overført betydning som en udviklingshistorie, der formidler et særligt budskab om et menneskes personlige udvikling, et menneskes indre 'rejse', et menneskes udvikling fra barn over ung til voksen?
4. Budskabet set i et historisk perspektiv: Har eventyret en helt/heltinde, hvis egenskaber og gerninger formidler et budskab, der kan formodes at have næret almuens drømme og håb om en ændret livssituation, hvis vi forestiller os, at det blev fortalt for sådanne folk i middelalderens og efterfølgende perioders bondesamfund?