Første fase i eventyranalysen går ud på at få styr på visse faktaoplysninger om eventyret og dets genfortæller/forfatter, at bestemme genre og give et resumé af, hvem og hvad eventyret handler om.

Lav en generel og kortfattet præsentation af det eventyr, der skal analyseres.

• Hvad er eventyrets titel?
• Hvilken forfatter har skrevet/genfortalt eventyret?
• Hvilket værk (hvilken eventyrsamling, tekstantologi, lærebog eller lignende) er det analyserede eventyr fra?
• Hvilken person er ansvarlig for det værk, hvori eventyret er præsenteret? (Hvis det er en anden end eventyrets forfatter/genfortæller).
• Udgivelsesår? (Hvornår er eventyret udgivet i tekstform første gang? Hvornår er det værk, det konkrete eventyr er læst i, udgivet?).

Følgende spørgsmål er værd at undersøge svar på, når eventyrets genre skal bestemmes:

• Er der tale om et mundtligt folkeeventyr, bogeventyr eller kunsteventyr?
• Er der tale om et dyreeventyr, et såkaldt 'egentlig eventyr' i form af trylleeventyr, religiøst eventyr, novelleeventyr eller eventyr om dumme trolde og andre væsener, skæmteeventyr, formeleventyr, catch tales eller et uklassificeret eventyr. Grænserne mellem disse undergenrer er flydende, så i visse tilfælde vil det nok være mest præcist at betegne eventyret som en blanding af nogle af undergenrerne.

PS: Hvis I ikke synes, at det er så interessant eller relevant at bruge tid på detaljeret genrebestemmelse af eventyret, kan I nøjes med at undersøge, om eventyret er et nedskrevet folkeeventyr eller et kunsteventyr.

Læs også om genretræk i afsnittet "Genretræk: eventyrets episke love eller fortælleregler" i analysekapitlet.

Kategorisering af eventyr i undergenrer

Det mest kendte og omfattende forsøg på at kategorisere eventyr i undergenrer (undergrupper) er foretaget i 1910 af den finske folkemindeforsker Antti Aarne (1867-1925). Aarnes arbejde blev oversat og på visse punkter revideret i 1928 af amerikaneren Stith Thompson (1885-1976) (note 1).

Inddelingen er blevet kaldt Aarne-Thompson-kataloget (AT-kataloget). AT-kataloget inddeler eventyrfortællinger i 5 hovedgrupper, der igen underdeles i undergrupper.

Kataloget er først og fremmest et forsøg på at inddele internationale folkeeventyr, men også mange kunsteventyr kan faktisk genrebestemmes som tilhørende en af følgende hovedgrupper:

Hovedgruppe 1

Dyreeventyr er korte fortællinger, hvor dyr som regel er tillagt menneskelige egenskaber. Dyreeventyr er ofte humoristiske, og parodierer (gør grin med) menneskelig adfærd. Denne undergenre er i slægt med fablen*, som var udbredt både i Indien før vores tidsregning og i antikkens og middelalderens Europa.

Dyreeventyret underdeles i:

1. Skovens dyr (eller Vilde dyr)
2. Skovens dyr og husdyr
3. Menneske og skovens dyr
4. Husdyr
5. Fugle
6. Fisk
7. Andre dyr og ting.

Hovedgruppe 2

Egentlige eller 'almindelige' eventyr. Under denne hovedgruppe, som er langt den største af de fem, hører trylleeventyr, religiøse eventyr, novelleeventyr og eventyr om dumme trolde og andre væsener:

Trylleeventyr (også kaldt undereventyr), der er eventyr, som foregår i en magisk og underfuld verden. Trylleeventyrenes persongalleri består af mennesker såvel som personificerede ting, trolde, mennesker omskabt til dyr og andre overnaturlige skabninger. Helten eller heltinden fører en strid mod en eller flere overnaturlige modstandere, ofte hjulpet af medhjælpere, der har magiske kræfter eller af magiske hjælpemidler. Hovedpersonen bliver som regel sat på mange prøvelser, og må forsøge at klare tilsyneladende uløselige opgaver.

Trylleeventyret inddeles i følgende undergrupper:

1. Eventyr med overnaturlig modstander
2. Eventyr med fortryllet mand (kone) eller andre slægtninge
3. Eventyr med overnaturlig opgave
4. Eventyr med overnaturlig hjælper
5. Eventyr med magiske genstande
6. Eventyr med overnaturlig kraft eller kundskab

Religiøse eventyr (også kaldt legende-eventyr) er eventyr med et religiøst indhold og som regel et klart moralsk budskab. Hovedpersonerne i legendeeventyrene er ofte centrale bibelske skikkelser som Vorherre, Jesus, apostelen Peter, jomfru Maria, Djævelen m.fl. Hovedpersonerne vandrer rundt på jorden inkognito (dvs. forklædte for ikke at afsløre, hvem de virkelig er) og aflægger forskellige mennesker besøg. Religiøse eventyr kan også handle om almindelige mennesker, der involveres i sager, der har med barmhjertighed, velsignelse, syndighed, frelsthed, mv. at gøre.

Novelleeventyr (nogle af disse kaldes også romantiske eventyr) er uden særlige overnaturlige eller magiske indslag. De ligner almindelige noveller, men betegnes som eventyr, først og fremmest fordi de har andre vigtige genretræk tilfælles med eventyret, fx det typiske persongalleri (konge, dronning, prins og prinsesse osv.), de særlige prøver, som helten udsættes for, og andre af folkeeventyrets traditionelle fortælleregler.

Novelleeventyr inddeles i følgende undergrupper:

1. Prinsessens hånd er vundet
2. Heltinden gifter sig med prinsen
3. Troskab og uskyld
4. Den arrige kvinde forbedres
5. De gode råd (eller forskrifter)
6. Kloge gerninger og ord
7. Skæbneeventyr
8. Røvere og mordere
9. Andre novelleagtige eventyr

Eventyr om dumme trolde og andre væsener. Sådanne eventyr kan handle om almindelige menneskers dumhed, fx eventyret om bonden, der har hyret en person til at vogte sine grise. Denne person viser sig imidlertid at være en lurendrejer, der dræber grisene og sælger dem. Grisehalerne stikker han i jorden. Bonden trækker halerne op og er overbevist om, at grisene er flygtet ned under jorden (Thompson: The Tales of the Folktale, 1987: 346). Men de fleste af eventyrene om dumme trolde og andre væsner handler om et, oftest, ondsindet væsen af en slags, fx kæmper, trolde eller andre uhyrer (udyr). Disse eventyr inddeles i følgende undergrupper:

1. Partnerskab mellem menneske og trold
2. Styrkeprøve mellem menneske og trold
3. Forsøg på at myrde helten
4. Trolden bange eller skræmt/imponeret
5. Et menneske sælger sin sjæl til djævelen

Hovedgruppe 3

Skæmteeventyr (også kaldt anekdoteeventyr). Sjov, spas, anekdoter, vittigheder og andre humoristiske indslag er omdrejningspunkterne i disse eventyr.

Skæmteeventyrene er en sammensat eventyrgenre og kan deles ind i følgende undergrupper:

1. Skæmteeventyr om dumrianer. Det er eventyr eller anekdoter om folk, hvis adfærd og tankegang bryder radikalt med normal menneskelig adfærd og måde at tænke på, ofte på en ret uintelligent måde. Sådanne fortællinger er som regel knyttet til mennesker fra et bestemt distrikt eller en bestemt landsby (fx de danske molbohistorier)
2. Skæmteeventyr om ægtepar
3. Skæmteeventyr om en kvinde (pige)
4. Skæmteeventyr om en mand (dreng)
5. Skæmteeventyr om præster og religiøse ordener
6. Skæmteeventyr om andre grupper af personer
7. Løgnehistorier

Her er et eksempel på et skæmteeventyr om dumrianer. Det er en kort molbohistorie:

Den hovedløse

Molboerne har lang vej til skoven, og de må være oppe i god tid, når de skal hente ved. En tidlig morgen kørte en del af dem ud i skoven for at hente et træ, de havde købt. Men på vejen skete der det, at han, som havde kørt først, mistede sin økse, og da de andre så det, troede de, han havde kastet den fra sig med vilje, og så smed de også deres økser fra sig. Da de nu stod ude i skoven, havde de ingenting at hugge med, og de vidste ikke deres levende råd, for de havde heller ikke lyst til at rejse tomhændede hjem. Da fandt endelig en af dem på den udvej, at de skulle fælde træet ved at trække det over; men de havde ikke noget tov med sig, og så måtte en af dem klatre op i træet og lægge sin hals i kløften mellem to grene - og så skulle de andre trække i benene indtil træet knækkede over. Jo da, de trak og de trak, og til sidst ramlede de alle sammen bagover, og ham de trak i, fulgte med, men han havde ikke noget hoved på sig. Dette kunne de ikke begribe, de gik rundt omkring og ledte og ledte, men nej, de fandt ikke noget hoved, for det sad tilbage oppe i træet. Ja, så var der jo ikke mere at gøre ved den ting, end at de måtte se at komme hjemad igen. Og så lagde de den hovedløse mand op i vognen og kørte hjem til konen med ham og spurgte, om hun var sikker på, at han havde haft hovedet med sig da han drog ud om morgenen. -"Det kan jeg ikke huske lige nu!" sagde konen; men så stod hun og tænkte sig lidt om: "Jo vist havde han hovedet med sig!" sagde hun. "Han åd jo kål med det i morges før han drog hjemmefra.

Dette er en molbohistorie fra Oskar Braatens Molbohistorier - gamle og nye, Aschehougs utvalgte for barn nr. 11, Oslo 1941. (Egen oversættelse).

Hovedgruppe 4

Formeleventyr. De fleste formeleventyr er en slags kædeeventyr i den forstand, at

• enten gentages den samme begivenhed eller handling mange gange i let varieret udgave. Fx kan formlen i historien om, hvordan kornet (eller bønnerne) kom ind i sækken, sammenfattes på denne måde:

Den sultne høg angriber hønsene, hønsene ormene, ormene stokken, stokken oksen, oksen løber hen til vandet, vandet kaster sig over ilden, ilden over jægeren, jægeren over ulven, ulven over geden, geden over pilegrenen, pilegrenen over katten, katten over musen, musen over kornet; - og så går kornet 'whoosh whoosh' ind i sækken.

Fra historien "Den dovne tjener og kornet", Thompson: The Types of the Folktales, 1987: 530.

• eller også udgøres 'kæden' af sproglige remser, der bliver længere og længere for hver lille handlingssekvens. (Læs fx uddraget af Kyllerylle). Disse eventyr kaldes også remseeventyr.

En tredje slags formeleventyr kaldes på amerikansk catch tales. Det er ganske korte fortællinger, hvor fortælleren ofte afslutter historien ved at stille tilhøreren et spidsfindigt spørgsmål. Fx historien om manden der ryger en cigar i toget; cigaren falder ud af toget; mandens hund hopper ud efter den; hunden ankommer til stationen lidt senere ...

- Hvad tror du hunden havde i sin mund?
- Cigaren?
- Nej, sin tunge!

Fra catch tale'n "Hundens cigar" i Thompson: The Types of the Folktales, 1987: 536.

Hovedgruppe 5

Uklassificerede eventyr, der kun indeholder ganske få eventyr, som ikke kan indpasses i de andre grupper.

Se nedenstående genrekort, der giver et overblik over eventyrets placering i genre-'landskabet':

Hvis eventyret er et bogeventyr eller kunsteventyr, må du gerne lave et lille 'portræt' af genfortælleren/forfatteren.

Portrættet kan indeholde nogle biografiske data* om hans liv, om hans vigtigste udgivelser, eventuelt lidt om, hvilke typer af folkeeventyr, han har nedskrevet eller hvad hans kunsteventyr typisk handler om, eller hvad der eventuelt karakteriserer forfatterens måde at formulere sig skriftligt på.

Selv om det på ingen måde er en forudsætning for at lave en god analyse, at du har kendskab til forfatteren/genfortælleren, kan det være rart at lære ham 'at kende', at se et billede af ham, at få en viden om eller i det mindste en fornemmelse af, hvilken levende personlighed der har indsamlet og nedskrevet folkeeventyr til bogeventyr eller skrevet det kunsteventyr, du skal til at analysere og fortolke.

NOTABENE! Det er dog vigtigt, at du ikke anvender den viden, du tilegner dig om forfatteren/genfortælleren og måske nogle af hans andre værker, til at danne dig en fordomsfuld og forudindfattet mening om, hvordan det konkrete eventyr, han har skrevet eller genfortalt, så sandsynligvis skal fortolkes. Det skal ikke være din læsning om forfatteren/genfortælleren, men læsningen af hans eventyr, der styrer din tekstanalyse.

Giv et resumé af eventyret, dvs. en meget kort sammenfatning af de vigtigste hovedpunkter i handlingen.

Efter den første gennemlæsning af eventyret skal du altså kortfattet præsentere eventyrets handling, dvs. at du kortfattet skal informere om, hvem og hvad eventyret handler om.

Når du her bliver bedt om at give netop et resumé (og ikke en redegørelse, en personlig vurdering eller en fortolkning) af teksten, skal det forstås på den måde:

• at du skal beskrive de vigtigste hændelser i den rækkefølge, de nævnes i eventyret.
  (Hvis du skulle have lavet en redegørelse for handlingen, kunne du selv vælge rækkefølgen, og så ville det måske være naturligt at vælge at nævne den vigtigste først).
• at din beskrivelse skal være deskriptiv og ikke normativ, dvs. at beskrivelsen skal være nøgtern (neutral/objektiv). Du må altså ikke lade dit resumé farve af dine egne sympatier eller holdninger.
  Det hører ikke hjemme i et resumé eller et referat at fortælle om, hvad du synes om personer, eller hvordan du tror, at man kan fortolke nogle af eventyrets hændelser og symboler. Vent med fortolkningen til tekstanalysens tredje fase.
  (Skulle du have fremlagt din egen personlige vurdering af eventyret, kunne du naturligvis have udtrykt din egne subjektive holdninger til eventyrets form og indhold, og skulle du have lavet en fortolkning, måtte du gerne læse 'mellem linjerne', hvordan eventyret på et lidt dybere plan kan forstås, men det må du altså ikke, når du skal resumere eller referere, hvad en tekst handler om).